Jeg vil gerne sige tak til Pernille for at dele så rigeligt ud af sine tanker, og for at være den første til at stille op til et interview her på bloggen. Hvis du har lyst til at blive interviewet om din historie, hører jeg gerne fra dig.
Rigtig god læselyst!
Pernille, 33 år
Første gang jeg blev opmærksom på min vægt var jeg 11 år gammel. Jeg sad på et tæppe på græsset i mormor og morfars have, og pludselig hørte jeg en af de voksne sige om mig, at “det er bare hvalpefedt.” Jeg så nedad mig selv, og pludselig kunne jeg se, at jeg havde deller på maven. Det var egentlig nogle meget små og naturlige deller, men jeg blev pludselig meget opmærksom på dem – og jeg blev meget forstyrret i min selvopfattelse.
Jeg gik på min føste slankekur, da jeg var 13 år. Iceberg salat og hytteost. Det varede et døgn. “First diet, first fail”, og det blev et mønster, jeg kom til at gentage mange, mange gange. Da jeg var i begyndelsen af tyverne sagde min veninde til mig, at jeg havde været på slankekur siden jeg var 13, og det havde hun ret i.
Jeg har set nogle billeder af mig selv fra min konfirmation, og jeg følte mig virkelig tyk, klam og ulækker. Pigen på billederne er høj og slank og smuk, men sådan følte jeg mig overhovedet ikke.
Jeg gik på min føste slankekur, da jeg var 13 år. Iceberg salat og hytteost. Det varede et døgn. “First diet, first fail”, og det blev et mønster, jeg kom til at gentage mange, mange gange. Da jeg var i begyndelsen af tyverne sagde min veninde til mig, at jeg havde været på slankekur siden jeg var 13, og det havde hun ret i.
Jeg har set nogle billeder af mig selv fra min konfirmation, og jeg følte mig virkelig tyk, klam og ulækker. Pigen på billederne er høj og slank og smuk, men sådan følte jeg mig overhovedet ikke.
Hvornår begyndte din spiseforstyrrelse?
Jeg gik med aviser fra jeg var 12 til jeg var 16. Det var op og nedad mange trapper i flere timer tre gange om ugen. Da jeg stoppede med at gå med aviser fik jeg arbejde i en kiosk. Jeg spiste rigtig meget slik og chips, og da jeg ikke dyrkede motion, var det helt naturligt, at jeg begyndte at tage på. Jeg læste en historie i et ugeblad om en kvinde, der kastede op, når hun havde spist. Vinklen på historien var selvfølgelig, at man skulle lade være med det, men det eneste, jeg kunne udlede af artiklen var, at det var den perfekte måde at spise uden at få kalorier.
Så jeg begyndte at kaste op, når jeg spiste noget usundt. Samtidig begyndte jeg at overspise, for det skulle kunne betale sig for mig at kaste op. Jeg ville ikke kaste op hvis jeg bare havde spist en Snickers, så i stedet for én Snickers, spiste jeg to, en pose chips, plus det løse. Og så kastede jeg op.
Det eskalerede langsomt, så jeg til sidst kastede op hver gang, jeg havde spist. Al mad blev til onde kalorier, som jeg for alt i verden ville undgå. Samtidigt gav det mig den ultimative følelse af kontrol. Det var den ideelle verden for mig: jeg overspiste, men jeg holdt vægten. Jeg er 1,80 høj og jeg vejede 80 kilo, så jeg var ikke for tyk, men det følte jeg mig.
Jeg læste noget om spiseforstyrrelser, og fandt ud af, at en af de ting, der kendetegnede en spiseforstyrrelse var hemmeligholdelse. Så jeg fortalte det til en veninde, for så var jeg jo ikke syg, tænkte jeg. Det var helt skørt. Jeg holdt op med at kaste op, da jeg var midt i tyverne. Jeg blev udsat for et røveri på mit arbejde og i den forbindelse begyndte jeg at gå til psykolog. Jeg fortalte ham om det, og han var ret skrap. Om jeg vidste, hvad jeg udsatte min krop for ved at kaste op? Det gjorde jeg jo ikke rigtig. Min tandemalje var ved at være slidt, men ellers vidste jeg ikke, hvilke konsekvenser, det havde. Han fortalte, at det kunne påvirke min evne til at få børn, og at det var en stor belastning for kroppen.
Så efter en brav kamp holdt jeg op med at kaste op, når jeg havde spist, men jeg blev ved med at overspise, og jeg tog selvfølgelig på. Jeg har altid troet, at det bare handlede om, at jeg skulle tage mig sammen, og jeg gik på den ene slankekur efter den anden. Jeg har prøvet alt fra Vægtvogterne til æblecider- og suppekur. Jeg tabte mig hver gang, men jeg tog også på igen hver gang. Og lidt til.
Jeg talte med min læge om det, og han henviste mig til en diætist. Jeg var åben og ærlig omkring mine problemer, og efter flere konsultationer, sagde hun ligeud, at hun ikke kunne hjælpe mig. Det blev jeg virkelig ked af, for jeg troede, at så var der ikke nogen, der kunne hjælpe mig overhovedet. Diætisten henviste mig til en specialist på Gentofte Sygehus, som blandt andet arbejdede med anorexipatienter, og derigennem blev jeg henvist til Stolpegården. Dengang var der et halvt års ventetid på at komme til en indledende samtale. I dag er der halvandet års ventetid. På overhovedet at komme til en samtale. Det er vanvittigt.
Jeg gik i gruppeterapi en gang om ugen i et halvt år. Der var to psykologer med hver gang, og hver femte uge havde jeg et møde med en diætist, hvor vi talte om, hvad jeg havde skrevet i min dagbog. Det var ikke kun en kost-dagbog, og jeg fandt ud af, at der kan være enormt stor forskel på ens subjektive og det objektive indtag af mad. Selv om du føler, du spiser alt for meget, så kan sandheden i virkeligheden være, at du spiser for lidt. Simpelthen fordi du skammer dig så meget over at spise, at det kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i din bevidsthed. Og når du spiser for lidt, bliver du hurtigt så sulten, at du ender i en ukontrollabel overspisning. Du tror, du tager kontrollen ved at spise lidt, men i virkeligheden mister du den. Og det føltes som et nederlag hver gang.
Hvordan havde du det med at skulle i gruppeterapi?
Jeg syntes, det var meget mærkeligt. Jeg var totalt anti først. Jeg prøvede at overtale dem til, at jeg skulle have eneterapi, men det gør de kun i meget sjældne tilfælde, så det var gruppen eller ingenting. Første gang sad jeg bare og lyttede til de andre og sagde ikke så meget. Der er løbende indtag i grupperne, så man kommer i gruppe med både helt nye og nogle, der har været der længe. Jeg præsenterede mig som den sidste. Jeg fortalte om mig selv og at jeg lige havde slået op med min daværende kæreste fordi han havde et alkoholproblem. Jeg fortalte, at jeg havde indset, at jeg var nødt til at tænke på mig selv, og at jeg kun kunne håndtere ét misbrug ad gangen. Da jeg havde sagt det, klappede de allesammen. Jeg var helt paf. Jeg havde mega dårlig samvittighed over, at jeg havde gjort det forbi med ham og ”kun” tænkte på mig selv, så det var helt nyt for mig, at det faktisk kunne være noget godt.
De første tre måneder lod jeg som om, jeg var helt afklaret med min spiseforstyrrelse. Jeg var meget hård og kunne finde på at sige “Jeg har en spiseforstyrrelse, og jeg giver den fingeren”. Men halvvejs inde i forløbet fik jeg det erkendelsessammenbrud, som alle får før eller siden. Hvor man tuder og tuder og for første gang kommer ind og mærker al smerten, der ligger bag. Og sorgen.
Hvad var anderledes efter, du fik det erkendelsessammenbrud?
Altså, der kom hul på overfladen. Det ramte dybere, og det blev nemmere at snakke om. Men samtidig føltes det håbløst. Og jeg følte, at jeg havde spildt de første tre måneder på at lade som noget, der ikke var rigtigt.
Da jeg begyndte på Stolpegården, droppede jeg den evige slankekur. Jeg gemte min badevægt langt under sengen, og det var meget befriende. Førhen havde jeg vejet mig nærmest tre gange om dagen, så det fyldte meget. Men samtidig begyndte jeg at tage på, så et eller andet formål havde den der slankekur jo tjent.
Det gik også op for mig, hvor nuanceret min spiseforstyrrelse var. Jeg troede egentlig bare, at det var overspisning (og at jeg skulle tage mig sammen), men det handlede også om, at jeg ofte faktisk sultede mig, fordi det gav mig følelsen af kontrol og handling. Jo mindre jeg spiste, jo stærkere følte jeg mig.
Jeg tror, det ligger til min natur: Jeg har høje forventninger til mig selv. Hver eneste dag virker det som om, jeg har et selvsat, ubevidst, højere mål både privat og arbejdsmæssigt. Jeg har et eller andet, som jeg altid måler mig op i mod og som jeg aldrig helt rammer. Det er også noget jeg arbejder på
Har du lyst til at fortælle, hvad du vejede og hvad du vejer i dag?
Jeg vejede 104 kilo, da jeg startede på Stolpegården, og jeg tog seks kilo på, mens jeg var der. Da jeg var allerstørst, vejede jeg 111 kilo. Jeg var på en rundrejse i USA sidste sommer, og jeg skulle på en helikoptertur. Vi skulle vejes inden for at de kunne finde ud af, hvor vi skulle sidde henne i helikopteren, og jeg blev noget chokeret over min vægt. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg med at leve, som jeg gjorde før, og inde i mit hoved blev jeg ved og ved med at tage på. Men jeg vejede mig ikke, så jeg vidste det faktisk ikke. Men det føltes sådan. Et halvt år senere var jeg hos lægen i en helt anden forbindelse. Jeg spurgte, om jeg ikke lige måtte hoppe op på vægten, og det måtte jeg gerne.
Jeg tænkte “Så, nu falder hammeren. Nu vejer jeg sikkert 120 kilo.” Men så havde jeg tabt 7 kilo. Det var helt vildt. Jeg aftalte med lægen, at jeg kommer derop en gang om måneden for at blive vejet. Ikke for at holde kontrol, men for at afstemme virkeligheden med det forstyrrede kropsbillede, der foregår inden i mit hoved.
Siden da har jeg stille og roligt og uden at være på kur tabt 5 kilo. Jeg har fundet ud af, at det eneste, der hjælper mig, er at tage små skridt. Ét ad gangen. Jeg startede med at skifte letmælken ud med minemælk. Da det var blevet en vane, begyndte jeg at måle olie op, når jeg laver aftensmad, i stedet for bare at pøse på. Når det bliver en vane, tager jeg et skridt mere. Det er vejen frem.
Hvordan har du det i dag?
Jeg synes stadig, det er svært. Da jeg stoppede på Stolpegården følte jeg mig ladt i stikken, da jeg ikke følte mig kureret. Men det var på den anden side også det rigtige tidspunkt at stoppe på, for ellers var det begyndt at hænge mig ud af halsen.
Det er godt at gå hos min læge en gang om måneden, og det sætter mange ting i perspektiv. Normalt bliver jeg vejet hver fjerde uge, men en gang gik der seks uger imellem. Jeg var ganske ulykkelig og var sikker på, jeg havde taget på. Jeg kunne mærke mit tøj stramme, men da jeg blev vejet, havde jeg tabt 1,7 kilo. Jeg brød fuldstændig sammen. Både af lettelse over, at jeg ikke havde taget på, men også i erkendelse af, hvor syg, jeg stadig er. Det er skræmmende, at jeg kan bilde mig selv ind, at mit tøj strammer, selv om jeg har tabt næsten to kilo.
Det har gjort, at jeg har indset, at jeg nok aldrig bliver 100 procent rask. Jeg er raskere i dag, end jeg nogensinde har været, men jeg vil nok altid have en rem af huden. Der er stadig denneher kæmpestore sorg indeni. Den tror jeg altid vil være der. Så den må jeg lære at leve med. Jeg har en meget stor livslyst, og jeg er altid spændt på at se, hvad der er om det næste hjørne. Men jeg er meget bange for, at jeg skal få tilbagefald. At det skal komme tilbage. Jeg har stadig stemmer indeni, der siger, jeg er fed, grim og uduelig, men jeg er blevet bedre til ikke at reagere på dem. Jeg anerkender at de er der, men jeg kan stoppe dem, før de kommer for godt i gang.
Jeg kan sjældent se mig i et spejl uden at måle og veje mig selv med øjnene. Det er ikke altid, jeg synes, jeg er fed. Nogle gange synes jeg faktisk, at jeg ser ret normal ud. Andre gange synes jeg, at jeg næsten ser slank ud. Så bliver jeg bange for om det er en illusion. Men nogle gange vil jeg ønske, at jeg kunne se mig i et spejl uden at måle og veje mig selv - både på godt og ondt.
Du har kendt din kæreste i fem måneder. Hvad fortæller du ham om dette her?
Jeg har fortalt ham meget neutralt om, hvad der er sket – mest for at han kan gribe ind, hvis det begynder at tage overhånd. Jeg har fortalt det til to kolleger på mit arbejde, og det er rigtig rart. På mit gamle arbejde, var det et stort tabu for mig og jeg holdt det hemmeligt. Det var kun min chef og min tillidsrepræsentant, der vidste, hvorfor jeg var sygemeldt en dag om ugen. Det er ikke det store tabu længere, og det er meget befriende. Jeg har en privat blog for særligt nære personer, hvor jeg skriver alt. Alle tanker og følelser, både de positive og de negative. Det er en god ventil, synes jeg. Når jeg har skrevet et indlæg om, hvor fed og klam, jeg føler mig, er min kæreste der altid som et søm. “Du er den dejligste kvinde, jeg kender” siger han, og det er dejligt. Nogle gange har jeg svært ved at tro på ham, men jeg har sagt til ham, at han aldrig må holde op med at sige det, for nogle gange tror jeg på ham. Og hans nærvær og anerkendelse er guld værd. Men jeg kan godt være bange for, at han løber tør en dag, hvis jeg ikke lærer at tro på ham. Men altså. Min kæreste elsker mig, og det gør mine venner og min familie også, så en eller anden dag lærer jeg nok også at elske mig selv.
Har du nogle råd til andre?
Du skal egentlig bare vide, du ikke er alene. Selvom der kan være længere ventetid på en behandling i det offentlige system, så skal du stadig tage kontakt til din læge, hvis du tror, du har en spiseforstyrrelse. Der er også noget med noget behandlingsgaranti. Du kan også kontakte LMS, Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade . En spiseforstyrrelse er også en selvskade. Det er en skade mod os selv, men vi fortjener egentlig at elske os selv og gøre noget godt for os. For nogle af os er det en aktiv kamp vi skal kæmpe – men også vi fortjener at have det godt. Du er det værd.
Jeg gik med aviser fra jeg var 12 til jeg var 16. Det var op og nedad mange trapper i flere timer tre gange om ugen. Da jeg stoppede med at gå med aviser fik jeg arbejde i en kiosk. Jeg spiste rigtig meget slik og chips, og da jeg ikke dyrkede motion, var det helt naturligt, at jeg begyndte at tage på. Jeg læste en historie i et ugeblad om en kvinde, der kastede op, når hun havde spist. Vinklen på historien var selvfølgelig, at man skulle lade være med det, men det eneste, jeg kunne udlede af artiklen var, at det var den perfekte måde at spise uden at få kalorier.
Så jeg begyndte at kaste op, når jeg spiste noget usundt. Samtidig begyndte jeg at overspise, for det skulle kunne betale sig for mig at kaste op. Jeg ville ikke kaste op hvis jeg bare havde spist en Snickers, så i stedet for én Snickers, spiste jeg to, en pose chips, plus det løse. Og så kastede jeg op.
Det eskalerede langsomt, så jeg til sidst kastede op hver gang, jeg havde spist. Al mad blev til onde kalorier, som jeg for alt i verden ville undgå. Samtidigt gav det mig den ultimative følelse af kontrol. Det var den ideelle verden for mig: jeg overspiste, men jeg holdt vægten. Jeg er 1,80 høj og jeg vejede 80 kilo, så jeg var ikke for tyk, men det følte jeg mig.
Jeg læste noget om spiseforstyrrelser, og fandt ud af, at en af de ting, der kendetegnede en spiseforstyrrelse var hemmeligholdelse. Så jeg fortalte det til en veninde, for så var jeg jo ikke syg, tænkte jeg. Det var helt skørt. Jeg holdt op med at kaste op, da jeg var midt i tyverne. Jeg blev udsat for et røveri på mit arbejde og i den forbindelse begyndte jeg at gå til psykolog. Jeg fortalte ham om det, og han var ret skrap. Om jeg vidste, hvad jeg udsatte min krop for ved at kaste op? Det gjorde jeg jo ikke rigtig. Min tandemalje var ved at være slidt, men ellers vidste jeg ikke, hvilke konsekvenser, det havde. Han fortalte, at det kunne påvirke min evne til at få børn, og at det var en stor belastning for kroppen.
Så efter en brav kamp holdt jeg op med at kaste op, når jeg havde spist, men jeg blev ved med at overspise, og jeg tog selvfølgelig på. Jeg har altid troet, at det bare handlede om, at jeg skulle tage mig sammen, og jeg gik på den ene slankekur efter den anden. Jeg har prøvet alt fra Vægtvogterne til æblecider- og suppekur. Jeg tabte mig hver gang, men jeg tog også på igen hver gang. Og lidt til.
Jeg talte med min læge om det, og han henviste mig til en diætist. Jeg var åben og ærlig omkring mine problemer, og efter flere konsultationer, sagde hun ligeud, at hun ikke kunne hjælpe mig. Det blev jeg virkelig ked af, for jeg troede, at så var der ikke nogen, der kunne hjælpe mig overhovedet. Diætisten henviste mig til en specialist på Gentofte Sygehus, som blandt andet arbejdede med anorexipatienter, og derigennem blev jeg henvist til Stolpegården. Dengang var der et halvt års ventetid på at komme til en indledende samtale. I dag er der halvandet års ventetid. På overhovedet at komme til en samtale. Det er vanvittigt.
Jeg gik i gruppeterapi en gang om ugen i et halvt år. Der var to psykologer med hver gang, og hver femte uge havde jeg et møde med en diætist, hvor vi talte om, hvad jeg havde skrevet i min dagbog. Det var ikke kun en kost-dagbog, og jeg fandt ud af, at der kan være enormt stor forskel på ens subjektive og det objektive indtag af mad. Selv om du føler, du spiser alt for meget, så kan sandheden i virkeligheden være, at du spiser for lidt. Simpelthen fordi du skammer dig så meget over at spise, at det kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i din bevidsthed. Og når du spiser for lidt, bliver du hurtigt så sulten, at du ender i en ukontrollabel overspisning. Du tror, du tager kontrollen ved at spise lidt, men i virkeligheden mister du den. Og det føltes som et nederlag hver gang.
Hvordan havde du det med at skulle i gruppeterapi?
Jeg syntes, det var meget mærkeligt. Jeg var totalt anti først. Jeg prøvede at overtale dem til, at jeg skulle have eneterapi, men det gør de kun i meget sjældne tilfælde, så det var gruppen eller ingenting. Første gang sad jeg bare og lyttede til de andre og sagde ikke så meget. Der er løbende indtag i grupperne, så man kommer i gruppe med både helt nye og nogle, der har været der længe. Jeg præsenterede mig som den sidste. Jeg fortalte om mig selv og at jeg lige havde slået op med min daværende kæreste fordi han havde et alkoholproblem. Jeg fortalte, at jeg havde indset, at jeg var nødt til at tænke på mig selv, og at jeg kun kunne håndtere ét misbrug ad gangen. Da jeg havde sagt det, klappede de allesammen. Jeg var helt paf. Jeg havde mega dårlig samvittighed over, at jeg havde gjort det forbi med ham og ”kun” tænkte på mig selv, så det var helt nyt for mig, at det faktisk kunne være noget godt.
De første tre måneder lod jeg som om, jeg var helt afklaret med min spiseforstyrrelse. Jeg var meget hård og kunne finde på at sige “Jeg har en spiseforstyrrelse, og jeg giver den fingeren”. Men halvvejs inde i forløbet fik jeg det erkendelsessammenbrud, som alle får før eller siden. Hvor man tuder og tuder og for første gang kommer ind og mærker al smerten, der ligger bag. Og sorgen.
Hvad var anderledes efter, du fik det erkendelsessammenbrud?
Altså, der kom hul på overfladen. Det ramte dybere, og det blev nemmere at snakke om. Men samtidig føltes det håbløst. Og jeg følte, at jeg havde spildt de første tre måneder på at lade som noget, der ikke var rigtigt.
Da jeg begyndte på Stolpegården, droppede jeg den evige slankekur. Jeg gemte min badevægt langt under sengen, og det var meget befriende. Førhen havde jeg vejet mig nærmest tre gange om dagen, så det fyldte meget. Men samtidig begyndte jeg at tage på, så et eller andet formål havde den der slankekur jo tjent.
Det gik også op for mig, hvor nuanceret min spiseforstyrrelse var. Jeg troede egentlig bare, at det var overspisning (og at jeg skulle tage mig sammen), men det handlede også om, at jeg ofte faktisk sultede mig, fordi det gav mig følelsen af kontrol og handling. Jo mindre jeg spiste, jo stærkere følte jeg mig.
Jeg tror, det ligger til min natur: Jeg har høje forventninger til mig selv. Hver eneste dag virker det som om, jeg har et selvsat, ubevidst, højere mål både privat og arbejdsmæssigt. Jeg har et eller andet, som jeg altid måler mig op i mod og som jeg aldrig helt rammer. Det er også noget jeg arbejder på
Har du lyst til at fortælle, hvad du vejede og hvad du vejer i dag?
Jeg vejede 104 kilo, da jeg startede på Stolpegården, og jeg tog seks kilo på, mens jeg var der. Da jeg var allerstørst, vejede jeg 111 kilo. Jeg var på en rundrejse i USA sidste sommer, og jeg skulle på en helikoptertur. Vi skulle vejes inden for at de kunne finde ud af, hvor vi skulle sidde henne i helikopteren, og jeg blev noget chokeret over min vægt. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg med at leve, som jeg gjorde før, og inde i mit hoved blev jeg ved og ved med at tage på. Men jeg vejede mig ikke, så jeg vidste det faktisk ikke. Men det føltes sådan. Et halvt år senere var jeg hos lægen i en helt anden forbindelse. Jeg spurgte, om jeg ikke lige måtte hoppe op på vægten, og det måtte jeg gerne.
Jeg tænkte “Så, nu falder hammeren. Nu vejer jeg sikkert 120 kilo.” Men så havde jeg tabt 7 kilo. Det var helt vildt. Jeg aftalte med lægen, at jeg kommer derop en gang om måneden for at blive vejet. Ikke for at holde kontrol, men for at afstemme virkeligheden med det forstyrrede kropsbillede, der foregår inden i mit hoved.
Siden da har jeg stille og roligt og uden at være på kur tabt 5 kilo. Jeg har fundet ud af, at det eneste, der hjælper mig, er at tage små skridt. Ét ad gangen. Jeg startede med at skifte letmælken ud med minemælk. Da det var blevet en vane, begyndte jeg at måle olie op, når jeg laver aftensmad, i stedet for bare at pøse på. Når det bliver en vane, tager jeg et skridt mere. Det er vejen frem.
Hvordan har du det i dag?
Jeg synes stadig, det er svært. Da jeg stoppede på Stolpegården følte jeg mig ladt i stikken, da jeg ikke følte mig kureret. Men det var på den anden side også det rigtige tidspunkt at stoppe på, for ellers var det begyndt at hænge mig ud af halsen.
Det er godt at gå hos min læge en gang om måneden, og det sætter mange ting i perspektiv. Normalt bliver jeg vejet hver fjerde uge, men en gang gik der seks uger imellem. Jeg var ganske ulykkelig og var sikker på, jeg havde taget på. Jeg kunne mærke mit tøj stramme, men da jeg blev vejet, havde jeg tabt 1,7 kilo. Jeg brød fuldstændig sammen. Både af lettelse over, at jeg ikke havde taget på, men også i erkendelse af, hvor syg, jeg stadig er. Det er skræmmende, at jeg kan bilde mig selv ind, at mit tøj strammer, selv om jeg har tabt næsten to kilo.
Det har gjort, at jeg har indset, at jeg nok aldrig bliver 100 procent rask. Jeg er raskere i dag, end jeg nogensinde har været, men jeg vil nok altid have en rem af huden. Der er stadig denneher kæmpestore sorg indeni. Den tror jeg altid vil være der. Så den må jeg lære at leve med. Jeg har en meget stor livslyst, og jeg er altid spændt på at se, hvad der er om det næste hjørne. Men jeg er meget bange for, at jeg skal få tilbagefald. At det skal komme tilbage. Jeg har stadig stemmer indeni, der siger, jeg er fed, grim og uduelig, men jeg er blevet bedre til ikke at reagere på dem. Jeg anerkender at de er der, men jeg kan stoppe dem, før de kommer for godt i gang.
Jeg kan sjældent se mig i et spejl uden at måle og veje mig selv med øjnene. Det er ikke altid, jeg synes, jeg er fed. Nogle gange synes jeg faktisk, at jeg ser ret normal ud. Andre gange synes jeg, at jeg næsten ser slank ud. Så bliver jeg bange for om det er en illusion. Men nogle gange vil jeg ønske, at jeg kunne se mig i et spejl uden at måle og veje mig selv - både på godt og ondt.
Du har kendt din kæreste i fem måneder. Hvad fortæller du ham om dette her?
Jeg har fortalt ham meget neutralt om, hvad der er sket – mest for at han kan gribe ind, hvis det begynder at tage overhånd. Jeg har fortalt det til to kolleger på mit arbejde, og det er rigtig rart. På mit gamle arbejde, var det et stort tabu for mig og jeg holdt det hemmeligt. Det var kun min chef og min tillidsrepræsentant, der vidste, hvorfor jeg var sygemeldt en dag om ugen. Det er ikke det store tabu længere, og det er meget befriende. Jeg har en privat blog for særligt nære personer, hvor jeg skriver alt. Alle tanker og følelser, både de positive og de negative. Det er en god ventil, synes jeg. Når jeg har skrevet et indlæg om, hvor fed og klam, jeg føler mig, er min kæreste der altid som et søm. “Du er den dejligste kvinde, jeg kender” siger han, og det er dejligt. Nogle gange har jeg svært ved at tro på ham, men jeg har sagt til ham, at han aldrig må holde op med at sige det, for nogle gange tror jeg på ham. Og hans nærvær og anerkendelse er guld værd. Men jeg kan godt være bange for, at han løber tør en dag, hvis jeg ikke lærer at tro på ham. Men altså. Min kæreste elsker mig, og det gør mine venner og min familie også, så en eller anden dag lærer jeg nok også at elske mig selv.
Har du nogle råd til andre?
Du skal egentlig bare vide, du ikke er alene. Selvom der kan være længere ventetid på en behandling i det offentlige system, så skal du stadig tage kontakt til din læge, hvis du tror, du har en spiseforstyrrelse. Der er også noget med noget behandlingsgaranti. Du kan også kontakte LMS, Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade . En spiseforstyrrelse er også en selvskade. Det er en skade mod os selv, men vi fortjener egentlig at elske os selv og gøre noget godt for os. For nogle af os er det en aktiv kamp vi skal kæmpe – men også vi fortjener at have det godt. Du er det værd.
