onsdag den 22. februar 2012

Jess' historie


Nogle gange hører man om en person, der har gjort det, der for de fleste af os lyder som en helt, helt umulig opgave. Sådan en er Jess, der på egen hånd har tabt 117 kilo. 117 kilo! Den lader vi lige stå lidt … 

Jeg hørte om Jess første gang gennem en tidligere kollega, der er ven med Jess. Han fortalte om denne her virkelig seje mand, der havde besluttet sig for at tabe sig, og som, da han nåede i mål rent vægtmæssigt, løb ind i en stor forhindring, da han gerne ville have fjernet den overflødige hud: Han kunne ikke få bevilget operationen, fordi han, med sine 88 kilo stadig havde et BMI over 25, og fordi han ikke havde fået en gastric bypass. Havde han det, havde han fået operationen med det samme. Det syntes hans venner ikke var i orden, så de samlede ind, så Jess kunne få operationen privat. Men Jess fortsatte sin kamp med sin læges store hjælp, og efter tre henvisninger, fik han til sidst operationen gennem det offentlige, og vennerne fik deres penge igen. 


Tusind tak til Jess for at dele sin inspirerende historie! Hvis du også har lyst til at blive interviewet til bloggen, hører jeg meget gerne fra dig. 


Jess Friis, 34 år

Hvordan kom du til at veje 205 kilo?

Det var en kombination af mange forskellige ting. Jeg arbejdede som sælger og havde dermed et meget stillesiddende arbejde og nogle lange arbejdsdage. Samtidig har jeg aldrig lært at spise sundt hjemmefra, og jeg har aldrig dyrket særlig meget motion. Så da jeg stille og roligt begyndte at tage på, vidste jeg faktisk ikke helt, hvordan jeg skulle gribe det an. I takt med, at jeg blev tykkere og tykkere, blev min kondi dårligere og dårligere, og i takt med at dét skete, orkede jeg mindre og mindre. Så det var en virkelig dårlig spiral, jeg var kommet ind i.


Jess, 205 kilo
Hvad var det, der gjorde, at du sagde, at nu var det nok?

Der var flere grunde. En af de største var frygten for at få diabetes, og frygten for ende som min gode ven, der i dag lever på et plejehjem som 49 årig. Dette skulle min dejlige, lille datter ikke opleve. Jeg havde det simpelthen så dårligt. Jeg blev forpustet af at gå 10 skridt, jeg havde voldsom astma og måtte bruge min astmaspray mange gange dagligt, og jeg var syg hver 3.-4. uge. På det tidspunkt mistede jeg mit arbejde, og jeg besluttede mig for at bruge noget tid på at komme i bedre form. Jeg havde ikke noget decideret mål til at begynde med – jeg ville bare gerne bevæge mig. Så jeg begyndte at styrketræne sammen med en kammerat i juli 2010. Efter 14 dage sprang han fra, men da var jeg kommet så godt i gang, at jeg holdt ved selv.


Hvordan greb du træningen an helt konkret? 

I begyndelsen trænede jeg en halv time to gange om ugen, og det satte jeg så langsomt op til tre gange 45 minutter, og så fremdeles.



Kørte du nogensinde træt i det? 

Nej, det synes jeg ikke. Men i januar sidste år, altså et halvt år efter, jeg var begyndt at træne, havde jeg “kun” tabt 25 kilo. Jeg havde regnet med, at det ville være mere, så jeg blev ret skuffet. Så jeg besluttede mig at kigge nøjere på min kost også. Jeg satte mig virkelig godt ind i, hvor mange kalorier, jeg havde brug for, hvordan jeg skulle træne fedtforbrænding/cardio og så videre, og så kløede jeg ellers bare på.

Fik du nogen former for hjælp, fx af en diætist eller en træner? 

Nej, overhovedet ikke. Det var vigtigt for mig at gøre det selv, også for ikke at få endnu et nederlag. Da jeg fik koblet kosten på, begyndte der virkelig at ske noget, og efter yderligere et halvt år, tabte jeg i gennemsnit 2,7 kilo om ugen, og efter et år havde jeg tabt 95 kilo. Jo mere, jeg tabte mig, jo mere motiveret blev jeg, og det var ret fedt. Undervejs supplerede jeg min kost med Nutramino shakes/energi-produkter, når jeg havde trænet. Det gjorde også en stor forskel.



Hvad var den største ændring, du lavede i forhold til din kost? 

Jeg indså helt fra begyndelsen af, at jeg ikke skulle gå på en kur, men ændre mine kostvaner så de kunne vare resten af mit liv. Så jeg begyndte at spise mindre portioner og flere måltider om dagen, og så skar jeg selvfølgelig ned på fedt og sukker og skruede op for fibre og grønt, sådan som alle ved, man skal. Jeg indregnede et stykke chokolade i min daglige kost for jeg havde brug for det, og jeg var bange for, det ville blive for surt ellers. Det fungerede rigtig fint, og jeg fik aldrig de der skøre cravings, man kan få, når man er på kur.



Hvordan reagerede din familie på dine nye vaner? 

Der er ingen tvivl om, at min kone var meget nervøs for mit helbred mens jeg var allerstørst, så hun har virkelig bakket mig op hele vejen igennem. Hun kender mig ud og ind, så hun har aldrig sagt noget om min vægt eller om sin nervøsitet, for hun vidste godt, at så ville jeg gå helt i baglås. Men hun fulgte mig madmæssigt herhjemme, og hun endte faktisk med at tabe 20 kilo på et år alene ved at ændre på sin aftensmad. Vores datter på fire år er begyndt at spørge til, om ting er sunde eller usunde, og jeg gør meget ud af at svare hende ordentligt, så hun lærer ting om sundhed hjemmefra, sådan som jeg ville ønske, jeg havde. Hun får en lille skål med slik hver fredag, og den kan holde en uge. Det er rart at se, at hun har et naturligt og afslappet forhold til det, synes jeg.



Er der noget, du ville have gjort anderledes, hvis du havde vidst det, du ved i dag? 

Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg overtrænede i en periode. Jeg var oppe på at træne seks dage om ugen i seks timer ad gangen, og det var alt, alt for meget. Jeg har prøvet at dehydrere og besvime to gange, og det siger sig selv, at det heller ikke er sundt. Men jeg tror, jeg har en natur, der gør, at jeg er nødt til at mærke hvor mine grænser går, og så ryger man altså ind i den slags. Men det er bestemt ikke noget, jeg vil anbefale!



Jess undervejs i sin forvandling


Nu hvor du vejer 88 kilo og har fået fjernet din overflødige hud, føler du dig så slank? 

Ja, så småt er mit hoved begyndt at følge med nu. Jeg har før overvejet, om jeg skulle begynde hos en psykolog, men jeg synes ikke, det er nødvendigt mere. Der var en periode, hvor jeg havde et usundt forhold til mad og træning, men jeg synes, jeg har styr på det nu. På et tidspunkt fik jeg virkelig dårlig samvittighed, hvis jeg fx spiste et stykke hvidt brød eller en flødebolle. Så følte jeg nærmest, at jeg tog på med det samme, og det er virkelig rart at være fri for dén. I aften skal jeg ud og spise burgere med min familie, og det kan jeg sagtens uden at få dårlig samvittighed. Jeg træner stadig, men slet ikke så meget som før. Jeg træner 4-6 gange om ugen, enten styrketræning eller cykling/løb. Jeg gør det selvfølgelig for at vedligeholde min nye form, men også for det velvære, det giver mig. Jeg kan godt se, jeg er blevet slank, men det sidder stadig ikke helt på rygraden. Somme tider bliver jeg mindet om det, fx som da jeg for nylig skulle til bryllup, og var nødt til at få syet mit jakkesæt ind – et jakkesæt jeg kunne passe for få måneder siden.



Hvad er den største forskel på dit liv nu og dit liv, da du vejede 205 kilo? 

Jeg er aldrig syg længere, og den astmaspray, jeg var nødt til at tage 30 gange om dagen, kan jeg nu begrænse mig til at bruge, hvis jeg en sjælden gang i mellem løber i frostvejr. Så det er et helt andet liv.



Hvad er dit bedste råd til andre, der vejer for meget? 

Lad være med at sige ja til en bypass-operation. Der er så mange komplikationer forbundet med det, og så mange bivirkninger på lang sigt, som vi ikke kender endnu. Jeg har altid været imod det, også da jeg vejede 205 kg, og jeg har aldrig selv være fristet til at få en operation, selv om jeg har fået tilbuddet flere gange. Det er en ting, jeg ikke forstår ved vores system: at fedmeoperationer er det første, man tyr til, når en overvægtig skal have hjælp til at komme ned i vægt. Jeg har valgt at stå frem, som jeg gør, for at vise, at det kan lade sig gøre at tabe sig mange kilo uden de operationer, men at det kræver en stor indsats. Og den indsats skal folk selvfølgelig have hjælp til at klare, hvis de ikke kan gøre det på samme måde, som jeg kunne. Det andet er simpelthen for uholdbart i længden, og ikke mindst en kæmpe økonomisk byrde på samfundet, som på ingen måder kan være rimeligt. En bypass-operation er i min verden sidste udvej, og kun sidste udvej.

Og så vil jeg da generelt sige til andre, at de skal lytte til sig selv. I langt de fleste tilfælde ved vi jo godt, hvad der er det rigtige for os at gøre, og jeg tror, vi når meget længere ved at lytte til os selv, fremfor hvis vi bare retter os efter andres krav.


Jess, 88 kilo

Jeg skal hilse fra Jess og sige, at han meget gerne hjælper med gode råd. Du kan skrive til Jess her

lørdag den 7. januar 2012

Kunsten at finde fedt tøj i store størrelser

Jeg har gennem de sidste mange år købt det meste af mit tøj på nettet. Dels fordi jeg af natur ikke er den store shoppe-trold, men sandelig også fordi det at gå ind i en dansk tøjbutik kan være noget af en udfordring, når man er større end en 42, hvilket jeg i øvrigt stadig er. Du ved, hvad jeg mener. Og finder man noget, man måske kan passe, kan man så stå og beundre alle sine deller i det nådesløse lys fra lysstofrør, der får alle til at ligne noget, der er gravet op af en mose. Nej tak, så vil jeg hellere sidde derhjemme i ro og mag og shoppe. (Det tror jeg i øvrigt også, jeg ville foretrække, hvis jeg havde været en størrelse 38, men det er en helt anden sag.)

Flere jeg kender vægrer sig ved at shoppe på nettet, og der er da også visse udfordringer ved det, men husk at du altid kan sende dine varer retur, hvis du ikke kan passe det, eller hvis du fortryder. Hvis du er i tvivl om, hvilket snit, der klæder dig, så spørg en veninde til råds. Jeg har en, jeg selv sparrer med, hvis jeg er i tvivl, og sådan en har du helt sikkert også. Eller spørg på Facebook. Der er sikkert en i din omgangskreds, der har en dygtig stylist i maven. Og efterhånden får du mere og mere flair for, hvilket snit, der klæder dig, og hvordan de forskellige mærkers størrelser passer dig.

Alle sites har en størrelses-guide, hvor du ud fra dine egne mål kan finde ud af, hvilken størrelse, der passer dig. Igen kan det være en god idé at alliere sig med en veninde, da det kan være lidt svært at måle helt rigtigt.

Dette er en artikel, jeg skrev til Femina i 2010. Flere har spurgt efter, hvor jeg køber tøj henne på nettet, og der er masser af links til sidst i indlægget. Men tag lige og læs interviewene med blandt andre Heidie Lykke fra danske CarmaKoma, som er et af mine yndlingsmærker, med en stylist og med en modeblogger. Der er stadig mange interessante input, og ikke mindst en kærlig opsang til os om ikke at tro på, at vi bare kan gå hjem og æde noget klid, hvis vi vil være lækre i tøjet.






Fantastiske Beth Ditto fra bandet Gossip er et glimrende eksempel på, at man ikke behøver bøje nakken og gå i storblomstrede teltkjoler bare fordi, man er rund.


”Fat is the new black”
Eksperter mener at 67 procent af den amerikanske befolkning er overvægtige. Den gennemsnitlige britiske kvinde er en størrelse 46. Vi bliver med andre ord større og større, men af en eller anden grund, er det stadig noget af en udfordring at klæde sig stilfuldt og moderigtigt herhjemme, hvis man er større end en størrelse 42.
   I USA, som på mange måder er foregangsland for resten af verden, har man i mange år kunnet købe tøj i de såkaldte plus sizes, og indenfor de seneste år er topdesignere som fx Calvin Klein og Michael Kors begyndt at lade deres kollektioner omfatte tøj i op til størrelse 46. Det er bestemt ikke den største størrelse på skemaet, men det er stadigvæk gode nyheder for os, der er trinde, og som gerne vil klæde os lækkert.
   Denne artikels forfatter oplevede således at få akut tårer i øjnene under en shoppingtur hos Macy’s i New York. Halvdelen af øverste etage i det enorme varehus er nemlig dedikeret til plus size women, og glimrer ved sit totale fravær af storblomstrede teltkjoler, uformelige t-shirts, løsthængende jeans og joggingtøj. På vej ud af butikken, hårdt læsset med lækkert, velsiddende designertøj, som får mig til at ligne en million, gribes jeg af en stor trang til at takke ekspedienten for min triumf.
   ”Selv tak,” udbryder hun lettere overrasket, og tilføjer så et ”Det manglede da bare,” som om det var den største selvfølgelighed i verden, at en tyk dame kan gå direkte ind fra gaden og købe det samme lækre tøj, som alle andre.
   Det er en selvfølgelighed i USA, hvor forbrugerne generelt ikke er bange for at kræve deres ret – heller ikke når det gælder tøj og selv om de vejer for meget og både deres læge og damebladene i hans venteværelse mener, de burde gå på slankekur.

Zennie Bonde fra M-up.dk er stylist og stilcoach. Hun medgiver at det er svært at finde lækkert og moderigtigt tøj i store størrelser, men det er ikke umuligt, og hun ser en tydelig sammenhæng mellem udvalget i butikkerne og forbrugernes indstilling.
   ”Jeg ser en tendens til, at overvægtige kvinder begynder at tro på, at de er lækre som de er, og at de har fortjent at se godt ud. Det kræver bare, at man ikke opgiver at shoppe fordi man på forhånd tror, slaget er tabt, men at man går ud og shopper og tør spørge efter tøjet i butikkerne. Kun på den måde får vi et større udvalg,” siger Zennie Bonde.

At bloggere generelt har stor magt, er ingen nyhed, og det gælder da også de mange fat appreciation blogs, som fx den amerikanske fatshionista.com. Det er 32-årige Lesley, der bestyrer bloggen, som hver måned har over 40.000 læsere.
   ”Min hensigt med bloggen er at udbrede budskabet om, at livet ikke behøver vente til, du er blevet tynd, og at det ikke er alle, der partout skal være tynde. Det er muligt at se godt ud og føle sig fabelagtig og have det godt med sig selv OG være tyk. Du har et valgt,” siger hun.
   Lesley hilser den positive udvikling indenfor tøj i store størrelser meget velkommen. Hun har været overvægtig hele sit liv, og har derfor haft udviklingen tæt inde på livet i mange år. Som teenager var hun tvunget til at gå i herrebukser og store t-shirts, fordi hun med sine 140 kg ikke kunne passe andet, udover de konede kjoler, der var hendes eneste andet alternativ.
   Lesley nærer ingen illusioner om, at tøjdesignerne deler hendes omsorg for de tykke kvinders selvværd, men det betyder ikke noget: ”Det er temmelig indlysende, at deres interesse ikke ligger i at hjælpe tykke kvinder til at se godt ud og føle sig lækre, men derimod at få foden indenfor på det store, og stadig vældig uopdyrkede marked for tøj i plus-størrelser. Jeg har det egentlig ok med det, så længe det betyder, at vi får et større udvalg og tøj af bedre kvalitet og mere kreativt design,” siger hun.

At fedt tøj i store størrelser er en mangelvare og en god forretningsidé, kan Heidie Lykke fra danske CarmaKoma tale med om. Hun og hendes businesspartner Angelica Weiss rev for et par år siden fuldkommen benene væk under artiklens forfatter, da de på Femina-messen præsenterede deres kollektion af super cool og sazzy tøj, som passede perfekt til den indre rockchick. En rockchick, der indtil da havde haft voldsomt trange kår i kraft af sin størrelse 46.
   De to mødte hinanden på designskolen TEKO, og efter at have arbejdet hos blandt andre Designers Remix og M by M, fik de øjnene op for den store efterspørgsel af tøj i store størrelser.
   ”Vi vidste, der var et marked, og vores ønske var at skabe et nyt koncept, som kunne måle sig med et lækkert mærke i standardstørrelser, hvad angik image, design og pris,” siger hun.
   ”Vi så på det, der fandtes på markedet, og det var telt-formet, af dårlig kvalitet og for det meste også storblomstret, og det ville vi for alt i verden væk fra,” siger hun.

Det er Heidie Lykke, der står bag alle CarmaKomas designs, og hun undrer sig tit over, at de har så få konkurrenter.
   ”Det er som om, danske og europæiske designere slet ikke har fået øjnene op for, hvordan samfundet udvikler sig. Der er virkelig mange unge kvinder, som bruger store tøjstørrelser, men som samtidig stiller store krav til tøjets kvalitet og design,” siger hun.
   CarmaKoma får, ikke overraskende, utrolig god respons på deres tøj, både fra danske og udenlandske kunder. Selv om det ville være nemt at læne sig tilbage og lune sig ved succesen, kan Heidie Lykke alligevel ikke lade være med at undre sig over, hvordan tingene er i dag.
   ”Jeg synes, det er underligt, at vi har besluttet, at alt hvad der er over en størrelse 42, er en stor størrelse. Hvis det så samtidig betyder, at det er forbeholdt alle under str. 42 at være lækkert og moderigtigt klædt, og at alle over str. 42 må tage til takke med de der storblomstrede rædsler – jamen det er jo fuldstændig sindssygt!” som hun siger.

Der er med andre ord sket meget, men der er også lang vej igen, hvis vi skal opfylde Zennie Bondes ønske om ikke at stille os til dommer overfor, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til vores, og ikke mindst andres, tøjstørrelser.
   ”Jeg synes, folk skal have lov til at være en str. 34, hvis det er det, de har det bedst med, og en str. 58, hvis det er dét, de har det bedst med. Her skal være plads til alle, og efter min mening har alle fortjent at se godt ud og blive den lækreste udgave af sig selv, uden at skulle påduttes en bestemt tøjstørrelse,” siger hun.


Gode shopping-links
Bare fordi, der er lidt ekstra på sidebenene, skal du ikke tro, du er tvunget til at gå i storblomstrede teltkjoler. Her er en samling af links, hvor du kan finde labre sager, der passer netop din smag og pengepung. Tjek altid sidernes guides til størrelser og få gerne en veninde til at hjælpe med at måle dig, så du kan finde den rette størrelse.

Evans: Har tøj op til størrelse 60, og her finder du alt fra festkjoler til hverdagstøj og bikinier. Deres accessories er helt geniale, fx er deres strømpebukser en drøm at trække i for alle med en fyldig mås og rund mave, da de ikke strammer eller deler maven over i to.

Boden: Har tøj i op til str. 48. Tøjet er i virkelig god kvalitet og Boden er kendt for sine superfine farver og mønstre, og for at lave tøj, som gør én glad, og ikke mindst fin at se på.

DuoBoots: Redningen for alle os med store lægge, som har måttet se misundelige til, når vores veninder kom svansende i lækre, knælange støvler. Dealen er, at du måler dine lægge og bestiller støvlerne, der passer til dine mål. Smart! Husk at måle begge ben. Min højre læg er fx 2 cm. større end den venstre.

Salon Z by Saks Fifth Avenue: Det legendarisk newyorker-shoppemekka har endelig, endelig lukket op for international shipping! Deres Salon Z har superlækkert tøj i op til str. 50, og skal du forkæle dig selv, er sitet her virkelig værd at tjekke ud. Hold øje med deres udsalg og med dollarkurserne, for her er masser af penge at spare!

Nordstrom: Endnu et labert, amerikansk site, der bugner af dejligt tøj op til str. 48-50.

CarmaKoma: Sort, stramt og cool som fanden selv fra str 42 til 52. We like!

Asos: Deres Curve-linje går på til størrelse 54, og deres almindelige linje går op til 46. Her er virkelig meget i mange forskellige stilarter. Kvalitet og pris hænger sammen, så regn ikke med, at de allerbilligste ting holder særlig godt.

Macy's: Alt hvad hjertet begærer. Jeg ELSKER Macy's! Hold øje med deres udsalg.


Og så har jeg fået et par protip fra min veninde Kristine:

Monsoon: laver tøj op til str. 50 - blandt andet de fineste festkjoler. 

Talbots: har fantastiske ting i deres women-linje, der går op til størrelse 54