BMI-løgnen

I denne uge har jeg en artikel i Femina, hvor fire kvinder, der alle vejer 70 kilo fortæller om, hvordan de har det med deres krop, og hvordan de har haft det med deres krop gennem årene. En har været på slankekur hele sit liv. Lyder det bekendt? Det gør det for mig. 

Jeg var på slankekur nogenlunde konstant fra jeg var 13 til jeg var 36. Det er 23 år med restriktioner, ekstremt fokus på kalorier og skamfølelse over at slankekurene ikke virkede. Absurd nok var det eneste resultat af mine slankekure, at jeg tog mere og mere på, da det eneste, de gjorde, var at trigge min sygelige overspisningstrang.

Og interessant nok begyndte jeg at slippe overspisningen efterhånden som jeg lærte at acceptere mig selv og min krop og min madglæde – og dermed tabte jeg mig også helt automatisk.

Jeg begyndte simpelthen at tabe mig, da jeg holdt op med at gå på slankekur. 

Alt det kan du læse meget mere om i min bog, "Slut fred med din krop" , hvor jeg også skriver en del om det, man kan kalde BMI-løgnen. Altså forestillingen om, at vores vægt er det væsentligste parameter for, hvor sunde vi er, og om at det er vores højde, der skal afgøre, hvad vi skal veje. 

For nylig mødte jeg en kvinde, jeg har kendt siden vi begge var teenagere, og hun har altid kæmpet med sin vægt – altså virkelig kæmpet. For nogle år siden fik hun en gastrisk bypass, og nu er hun kommet ned på 85 kilo – fra 135. Hun er smuk og slank og sund at se på, men for at hun kan blive indstillet til en operation, hvor hendes overflødige hud på armene og maven kan blive fjernet, skal hun have et BMI på under 25. Og da hun er lige så høj som mig, lander hun på det samme BMI som mig: 29,4 – altså lige på grænsen mellem overvægtig og fed.

Som hun sagde til mig “Jeg kan bare ikke tabe mig mere”, og jeg ved præcis hvordan hun har det. Jeg håber, lægerne kan se på hende, at hun har den vægt, hun skal have, og at de går med til at fjerne hendes ekstra hud. “Ellers får jeg det bare gjort for mine egne penge,” sagde hun, men hvor er det langt ude, hvis det skal komme så vidt. Jeg er ikke ubetinget begejstret for den slags operationer, men så længe, det er det eneste, vores sundhedssystem kan komme op med af løsningstilbud for svært overvægtige, er de sgu nødt til at gå hele vejen. Synes jeg.

Et godt eksempel på, hvor langt ude hele diskussionen om BMI er, er denne samling af fotos af kvinder og deres BMI.

Enhver med øjne i hovedet kan jo se, at det er fuldkommen absurd at betegne en kvinde som hende her som værende overvægtig! 

Men altså. Sådan går det, når man tror alle kroppe og mennesker er ens, og at vi allesammen kan måles efter de samme skemaer og kriterier.

Hvad skete der med at lade hver enkelt afgøre, hvad vedkommende vil og skal veje? Jeg har aldrig haft et bedre kondital, blodtryk eller kolesteroltal end jeg har nu. Og jeg har aldrig været gladere for mig selv og for mit liv, end jeg er nu – og jeg har vel at mærke haft perioder i mit voksenliv, hvor jeg har haft et BMI på under 25. Det har bare aldrig nogensinde haft nogen indflydelse på min livsglæde. Omvendt har min livsglæde haft stor indflydelse på mit BMI. Go figure ...

Lige da bogen udkom var jeg i Aftenshowet for at tale om netop dette emne, og jeg fik så mange reaktioner bagefter. Der var vildfremmede mennesker, der ringede til mig efter programmet for at takke mig. En græd af lettelse over, at nogen endelig turde stille sig op og sige, at det altså sagtens kan lade sig gøre at være både sund og glad for sig selv uden at have et BMI på under 25. Siden da har jeg fået masser af mails og facebook-beskeder om det samme, så det er åbenbart et emne, der trænger til at blive belyst.

Der er nogle, der mener, at ens livvidde i forhold til ens højde siger meget mere om ens sundhedstilstand, end BMI. Hvis du vil tjekke dit eget livmål, kan du gøre det her på siden .

Igen ligger jeg lige på grænsen mellem ok og for tyk, men så længe, jeg ikke får to maver i mine jeans, går det også nok, tænker jeg. 

                      BMI i 2009: 36,3                     BMI nu: 29,4

Sådan blev jeg glad for at løbe

Noget af det, jeg oftest bliver spurgt om, er hvor lang tid, der gik før jeg blev glad for, og ikke mindst god til at løbe. Det er meget svært at svare på, og jeg ved stadig ikke helt, om jeg vil sige, jeg er god til at løbe. Jeg løber ufatteligt langsomt, og jeg har efterhånden indset, at min drøm om at løbe et maraton nok aldrig kommer til at gå i opfyldelse. Men jeg er glad for at løbe. Superglad! Faktisk er jeg så glad for at løbe, at jeg uden at blinke kan sige, at jeg elsker det. 

Den tager vi lige igen:
Jeg elsker at løbe!
Alle, der kender mig, eller som har læst min bog ved, at den sætning stadig ikke giver mening inde i mit hoved. For er der nogen, der altid har hadet at løbe, så er det mig. I dag ved jeg, at det primært handler om, at jeg aldrig har gjort det, og at jeg aldrig har givet mig selv tid til at lære det. Men da jeg først gjorde det, kom jeg også til at elske det.

Den største forskel lå helt klart i, at jeg, for at lykkes, var nødt til at følge et løbeprogram. Det var et løbeprogram sammensat til mennesker som mig, der var ude af træning, og som var tunge. Det er bygget op sådan, at hvis du følger det og løber tre gange om ugen, vil du efter 12 uger kunne løbe knap en halv time uden at holde gå-pauser. Og kan du først løbe en halv time uden at gå, er man, i det flestes øjne, en rigtig løber. Og kan du løbe en halv time uden pauser, er det rigtig, rigtig sjovt at løbe. For så kan du begynde at eksperimentere med fart og intervaltræning. Hvis du vil. Du kan også bare løbe i dit eget tempo og nyde vejret, den friske luft og måsen på ham eller hende, der løber foran dig. For bare at nævne nogle eksempler.

Min første løbetur løb jeg den 28. august 2009 mellem kvart i og kvart over syv om aftenen. Det var i Frederiksberg Have, og hvis nogen på det tidspunkt havde standset mig og sagt “Andrea, om to år løber du her to-tre gange om ugen uden at være ved at falde død om”, ville jeg ikke have troet dem. Jeg troede vitterligt, jeg skulle dø første gang, jeg var ude at løbe. Jeg skulle løbe et minut og gå fem minutter, og det var det længste minut i hele mit liv. Men jeg blev ved, og ganske langsomt bredte løbeglæden sig i mit liv. 

Bemærk at jeg ikke løb alle 3,1 kilometer!

Min allerstørste sejr var, da jeg første gang løb rundt om alle søerne i København uden at holde pause. Det skete den 9. april 2010 mellem kl. 16 og 16.50, og bagefter var jeg så glad, at jeg var nødt til at sætte mig på en bænk og tude. Som belønning købte jeg en meget lækker dyne til mig selv, og hver aften, når jeg går i seng og trækker dynen op over snuden, tænker jeg på den dag. 

YAY!

Der er altså mange følelser forbundet med at løbe for mig. Det er ikke bare noget, jeg gør for at holde mig i form, men noget jeg gør, fordi jeg holder meget af det, og fordi det trigger en dyb følelse af stolthed og glæde i mig. En følelse, jeg kan bruge - og bruger - konstruktivt i alle dele af mit liv hver eneste dag.

Sådan har det naturligvis aldrig været, og da jeg i sin tid besluttede mig for, at det var løb, jeg ville kaste mig over, havde jeg ingen som helst idé om, at det var disse følelser, der ville komme i spil. Jeg havde en masse andre forventninger, og nogle af dem holdt stik, mens andre ikke gjorde. Jeg havde for eksempel forestillet mig, at jeg ville blive helt vildt tynd, når jeg begyndte at løbe. Det gjorde jeg ikke. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det er muligt at være en rigtig løber, selv om man ikke er tynd, og at min vægt ganske langsomt er krøbet i baggrunden i forhold til mit kondital og min generelle sundhed. Who would have known!?

“Så hvor lang tid gik der, før du blev glad for det? Svar dog, kvindemenneske?!” tænker du nok, og det kan jeg godt forstå. Jeg vil svare fire måneder. På det tidspunkt gik det op for mig, at det her kan jeg godt finde ud af, og jeg kunne se det for mig – at jeg ville blive god til det, hvis jeg bare holdt ved.

I min bog beskriver jeg det plateau, man skal over, når man vil indføre nye ændringer i sit liv. Det er som at bestige et bjerg, hvor du har en forestilling om, hvad der er på den anden side, men du ved det ikke. Det er ikke noget særlig stejlt bjerg, men til gengæld er det bredt. Og undervejs er det meget, meget nemt at give op og løbe nedad igen, for måske er der ikke, som man havde troet på den anden side, og måske orker man ikke fortsætte og giver op på halvvejen, fordi det tager så laaaaaang tid om at komme om på den anden side. Jeg håber, du forstår metaforen.

Hvis jeg nu ikke var blevet bidt af at løbe efter et halvt års tid, så havde jeg nok kastet mig over en anden motionsform. Hvilket jeg i øvrigt også har gjort. Nu her, når vejret er så ufatteligt uinspirerende at løbe i, spinner jeg mere end jeg løber. Principielt set kunne jeg sagtens løbe på løbebåndet i fitnesscenteret, men det er simpelthen så kedeligt, at jeg tror, jegs kal dø når jeg gør det. 9 ud af de 10 ting, jeg elsker allerhøjest ved at løbe falder væk, når jeg løber på løbebånd, og tilbage er den rædsomme, høje musik og sveddunsten, som er de ting, jeg mindst kan lide ved et fitnesscenter.

Læs her: Hvad skal jeg bruge for at komme ordentligt i gang med at løbe?

Dette er blot et lille udvalg af, hvad jeg har set på mine løbeture rundt omkring – der er da ikke noget at sige til, at jeg elsker det, hva'?!

Jacqueline Onassis Reservoir i Central Park, New York

 

Stenbjerg, Nationalpark Thy

Hvad skal jeg bruge for at komme ordentligt i gang med at løbe?

Noget af det, jeg holder mest af ved at løbe er, at det er så nemt. Uanset hvor jeg er henne i verden, kan jeg komme ud at løbe en tur. Mange tror, at det er meget dyrt at komme i gang med at løbe, men sandheden er, at du i praksis kun behøver investere i én ting fra begyndelsen: 

De rigtige løbesko 
Et par gode løbesko, der passer til dig og din løbestil er alfa og omega, uanset om du vejer for meget eller ej. Du risikerer at skade dig selv rigtig grimt, hvis du løber i de forkerte sko, så vær god ved dig selv og invester i et par, der passer til dig og din løbestil. Jeg vil råde dig til at købe dine løbesko i en butik, der har et løbebånd, som de tester din løbestil på. En decideret løbebutik er at foretrække, da personalet alle selv er løbere og de ved supermeget om løb og om hvilke sko, der passer til dig. Jeg har købt løbesko hos Maraton Sport og hos Kaiser Sport i København, og har begge steder fået supergod betjening.

Du kan IKKE selv vurdere, hvilke sko, der er rigtige til dig – i al fald ikke, hvis du er nybegynder. Det kan godt være, de føles godt på foden osv. men der er helt andre regler for, hvad en god løbesko skal kunne, end tilfældet er for almindelige sko. Efterhånden som ens teknik ændrer sig – og den gør den, når man starter som nybegynder – ændrer ens behov for sko sig også. Jeg startede således ud med en meget neutral sko fra New Balance, og i dag har jeg et par løbesko fra Mizuno, der er affjedret på en helt anden måde end andre. For alle de løbesko jeg har haft er der et fællestræk: Det var ikke dem, jeg selv ville have valgt, hvis jeg ikke havde fået hjælp. Hvis jeg selv havde valgt, ville jeg have valgt nogle, der var alt for bløde, og som havde ydet for lidt støtte til mine fødder.

Så bottomline: Få god hjælp til at finde de rigtige sko. Du skal regne med, at de koster 1.500 kroner, og at de holder et halvt år, hvis du løber tre gange om ugen. Og ja, de fleste løbesko er pissegrimme, men sådan er det. Efter noget tid, ser du dem ikke som en pyntegenstand, men som en brugsgenstand, der skal fungere optimalt, og som skal hjælpe dig med at gøre det samme. 


De næste to punkter er også ret vigtigt, og til al held er de begge gratis: 
Et løbeprogram 

Mange begår den store fejl, at de bare giver sig til at løbe, og de giver den som regel for meget gas – med det resultat at de går døde i det, eller at de får skader. Nettet bugner af løbeprogrammer – et af dem er dette til begyndere, som med mine øjne ser meget fornuftigt ud.

Hvis du er overvægtig, er det en rigtig god idé at starte med et løbeprogram, som er tilpasset dig og din vægt. Du kan starte ud med det program, som jeg fik lagt i sin tid. Her kommer du i løbet af 12 uger til at kunne løbe i en halv time, hvis du løber tre gange om ugen. Du kan fint starte med at løbe to gange om ugen – eller én – og så supplere med fx gang. 

Hvis du er meget overvægtig, er det anbefalelsesværdigt at du starter ud med bare at gå, og ikke giver dig til at løbe, før du har vænnet din krop og dine ben til at blive brugt regelmæssigt. Gang er virkelig godt – og det er det for alle, uanset vægt, alder og konditionsniveau. Her er et gåprogram, hvor du i løbet af otte uger kommer op og gå fem kilometer. I løbet af de otte uger vil du helt sikkert mærke en stor forbedring i din kondition, og lur mig, om du ikke også vil kunne mærke det i din bukselinning. 


Et mål 

Det behøver bestemt ikke være at løbe maraton om et år, men uden et mål er det svært at opnå resultater. Vil du kunne løbe seks kilometer uden pauser? En halvmaraton? Eller vil du bare løbe tre gange om ugen i 30 minutter ad gangen? Del dit mål op i små delmål, så det ikke bliver uoverskueligt, og husk at belønne dig selv med noget godt, hver gang du har nået et mål. 

De næste punkter koster penge, og det er op til dig, om du vil investere i dem. Jeg anbefaler, at du gør:

En god sports-bh 
Især hvis du har en stor barm. Tænk panserværn og du er på rette vej – det er ikke kønt, men det er ikke specielt behageligt at løbe, mens forstavnen gungrer op og ned. Jeg køber mine i Change eller i Stadium.

En løbe-app 
Jeg brugte RunKeeper til iPhone helt fra begyndelsen, og det var superfedt at have en “dame i ørerne”, som holdt styr på, hvornår jeg skulle gå og hvornår jeg skulle løbe. Det kan du selvfølgelig godt gøre med et almindeligt ur, men jeg synes personligt, det er federe at slippe for at selv at holde styr på det. Det gør, at jeg nemmere kommer i flow og kan lade tankerne løbe frit i takt med fødderne, hvilket er en af de helt store grunde til, at jeg elsker at løbe. Samtidig kan du holde øje med, hvordan du udvikler dig i forhold til hurtighed, afstand osv. og det er sjovt at se, hvor langt, man har løbet i alt. Der findes en masse forskellige apps, og så vidt jeg lige kan lure, er der ikke den store forskel på, om du bruger Endomondo, Nike Fit, RunKeeper eller noget fjerde.

Med en løbe-app kan du også dele dine løbeture på Facebook og Twitter. Det har jeg selv gjort i perioder, og det kan være meget motiverende. Og så kan det være virkelig sjovt og provokerende at poste sin morgenløbetur på 7 kilometer en søndag morgen klokken 10, hvor de fleste andre ligger med tømmermænd og vånder sig på sofaen. (Og ja, det må man godt…)

I begyndelsen løb jeg med min telefon i et særligt hylster om armen, men det blev jeg træt af, så nu har jeg den i lommen på mine løbebukser. Inden jeg løber, pakker jeg den ind i Vita Wrap, da den ellers bliver meget våd af sved, hvilket den jo ikke har godt af. Hvis du nøjes med at lægge ét lag over skærmen, kan du sagtens sætte din app på pause, skifte musik eller sende en sms mens det er på.

Løbetøj 
Du kan i princippet godt løbe i en almindelig t-shirt og et par joggingbukser, men jeg synes personligt at løbetøj i et svedtransporterende materiale et stort must. Dels fordi det er meget mere behageligt at løbe i, da man ikke bliver klam, og dels fordi der er noget psykologisk meget tilfredsstillende i at købe et sæt decideret løbetøj.

Der findes alverdens former for løbetøj. I det hele taget er løbeverdenen fyldt med himmelråbende overflødige gadgets, hvis eneste funktion i mine øjne er at opretholde løbemotivationen hos dem, der i virkeligheden ikke er særlig glade for at løbe. De er sikkert også en hjælp, hvis du er sygeligt optaget af dine løbetider, træner til maraton eller noget i den stil. Men her i begyndelsen skal du bare investere i en t-shirt, et par tights og et par sokker, og så er du godt kørende. En løbejakke kan også være en god idé, hvis du vil løbe udendørs.

Som med alle andre typer tøj er der stor prisforskel alt efter hvilket mærke, du vælger. Jeg har løbetøj i mange forskellige mærker lige fra Nike til de billigste fra Stadiums egen kollektion, og jeg kan med fuld sikkerhed sige, at der ingen forskel er overhovedet. Er du overvægtig, skal du nok en tur omkring mændenes afdeling, da producenterne af sportstøj endnu ikke har fået ind i hovedet, at man sagtens kan være overvægtig og dyrke motion samtidig.

Jeg løber om vinteren, hvis der ikke er for glat, og til det formål har jeg indkøbt termoløbetøj, vanter, pandebånd osv. Det meste ryger dog af undervejs, da jeg bliver ekstremt varm, når jeg løber, men det er vigtigt at holde sig varm både før og efter, da du ellers risikerer skader, forkølelse og anden dårligdom.

En mp3-afspiller 
Det er fuldkommen essentielt for mig at kunne høre musik, mens jeg løber, og jeg bruger lang tid på at sammensætte mine løbe-playlister. I begyndelsen brugte jeg afspilleren i min iPhone, men jeg blev træt af at løbe med den om armen, så i dag har en lillebitte iPod Shuffle, som jeg kan sætte fast på min bluse med en lille clips, man man ikke kan mærke den.

Jeg går ikke så meget op i, om musikken passer til mit tempo. Jeg kan sagtens løbe hurtigt til en langsom sang, og langsomt til en hurtig sang, men jeg ved, at det er vigtig for nogle. På jog.fm kan du få eksempler på musik, der passer til dit løbetempo. I følge den skulle jeg tage og vælge nogle flere Lady Gaga-sange, når jeg løber. Det kommer aldrig til at ske. Til gengæld er der rigtig meget Foo Fighters, AC/DC, Queens of the Stone Age og Rammstein på mine løbe-playlister.

God løbetur!

Don't worry ...

Nogle gange skal der ikke andet end et fjollet pindediagram til at minde en om, hvordan tingene egentlig hænger sammen ...

Smukke former. Synes jeg

For nylig havde Ekstra Bladet på deres hjemmeside en afstemning om hvorvidt Christina Aguilera var blevet for tyk, eller hun var lækker med sine nye former. Jeg savnede lidt svarmuligheden "Hvad i alverden rager det os hvad Christina Aguilera vejer", men sådan hænger verden desværre ikke sammen i dag. I al fald ikke, hvis du er kvinde og stikker næsen frem. 

For hvor mænd kan slippe afsted med at se ud og veje præcis hvad de vil (som min kloge og sjove veninde Kristine påpegede ville Ekstra Bladet jo aldrig oprette en afstemning om, om Jes Dorph var blevet for tyk ...), er der helt anderledes normer for kvinder. Således kunne man også i den seneste valgkamps sidste dage gætte på, hvor meget Helle Thorning Schmidt vejede. Som om det nogensinde havde sagt noget som helst om en politikers evner udi at lede et land.

Overalt hvor vi færdes, bliver vi bombarderet med billeder af, hvordan vi skal se ud, og der er sket ufattelig meget med vores opfattelse af kvinders kropsideal. Jeg synes fx, det er ret tankevækkende, at hvis Marilyn Monroe havde levet i dag, ville hun ryge i kategorien "plus size" ligesom Kate Winslet, Adele og Liv Tyler. Jeg synes, det er fuldkommen forrykt at vi i dag anser en størrelse 42 som en stor størrelse. Jeg mener - se dog på hende. Og på Kate Winslet! Lækre damer med lækre former, det er hvad de er, og hurra for det!