torsdag den 24. november 2011

Hvad skal jeg bruge for at komme ordentligt i gang med at løbe?



Noget af det, jeg holder mest af ved at løbe er, at det er så nemt. Uanset hvor jeg er henne i verden, kan jeg komme ud at løbe en tur. Mange tror, at det er meget dyrt at komme i gang med at løbe, men sandheden er, at du i praksis kun behøver investere i én ting fra begyndelsen: 

De rigtige løbesko 

Et par gode løbesko, der passer til dig og din løbestil er alfa og omega, uanset om du vejer for meget eller ej. Du risikerer at skade dig selv rigtig grimt, hvis du løber i de forkerte sko, så vær god ved dig selv og invester i et par, der passer til dig og din løbestil. Jeg vil råde dig til at købe dine løbesko i en butik, der har et løbebånd, som de tester din løbestil på. En decideret løbebutik er at foretrække, da personalet alle selv er løbere og de ved supermeget om løb og om hvilke sko, der passer til dig. Jeg har købt løbesko hos Maraton Sport og hos Kaiser Sport i København, og har begge steder fået supergod betjening.

Du kan IKKE selv vurdere, hvilke sko, der er rigtige til dig – i al fald ikke, hvis du er nybegynder. Det kan godt være, de føles godt på foden osv. men der er helt andre regler for, hvad en god løbesko skal kunne, end tilfældet er for almindelige sko. Efterhånden som ens teknik ændrer sig – og den gør den, når man starter som nybegynder – ændrer ens behov for sko sig også. Jeg startede således ud med en meget neutral sko fra New Balance, og i dag har jeg et par løbesko fra Mizuno, der er affjedret på en helt anden måde end andre. For alle de løbesko jeg har haft er der et fællestræk: Det var ikke dem, jeg selv ville have valgt, hvis jeg ikke havde fået hjælp. Hvis jeg selv havde valgt, ville jeg have valgt nogle, der var alt for bløde, og som havde ydet for lidt støtte til mine fødder.

Så bottomline: Få god hjælp til at finde de rigtige sko. Du skal regne med, at de koster 1.500 kroner, og at de holder et halvt år, hvis du løber tre gange om ugen. Og ja, de fleste løbesko er pissegrimme, men sådan er det. Efter noget tid, ser du dem ikke som en pyntegenstand, men som en brugsgenstand, der skal fungere optimalt, og som skal hjælpe dig med at gøre det samme. 



De næste to punkter er også ret vigtigt, og til al held er de begge gratis: 
Et løbeprogram 

Mange begår den store fejl, at de bare giver sig til at løbe, og de giver den som regel for meget gas – med det resultat at de går døde i det, eller at de får skader. Nettet bugner af løbeprogrammer – et af dem er dette til begyndere, som med mine øjne ser meget fornuftigt ud.

Hvis du er overvægtig, er det en rigtig god idé at starte med et løbeprogram, som er tilpasset dig og din vægt. Du kan starte ud med det program, som jeg fik lagt i sin tid. Her kommer du i løbet af 12 uger til at kunne løbe i en halv time, hvis du løber tre gange om ugen. Du kan fint starte med at løbe to gange om ugen – eller én – og så supplere med fx gang. 



Hvis du er meget overvægtig, er det anbefalelsesværdigt at du starter ud med bare at gå, og ikke giver dig til at løbe, før du har vænnet din krop og dine ben til at blive brugt regelmæssigt. 
Gang er virkelig godt – og det er det for alle, uanset vægt, alder og konditionsniveau. Her er et gåprogram, hvor du i løbet af otte uger kommer op og gå fem kilometer. I løbet af de otte uger vil du helt sikkert mærke en stor forbedring i din kondition, og lur mig, om du ikke også vil kunne mærke det i din bukselinning. 


Et mål 
Det behøver bestemt ikke være at løbe maraton om et år, men uden et mål er det svært at opnå resultater. Vil du kunne løbe seks kilometer uden pauser? En halvmaraton? Eller vil du bare løbe tre gange om ugen i 30 minutter ad gangen? Del dit mål op i små delmål, så det ikke bliver uoverskueligt, og husk at belønne dig selv med noget godt, hver gang du har nået et mål. 

De næste punkter koster penge, og det er op til dig, om du vil investere i dem. Jeg anbefaler, at du gør:
En god sports-bh 
Især hvis du har en stor barm. Tænk panserværn og du er på rette vej – det er ikke kønt, men det er ikke specielt behageligt at løbe, mens forstavnen gungrer op og ned. Jeg køber mine i Change eller i Stadium.

En løbe-app 
Jeg brugte RunKeeper til iPhone helt fra begyndelsen, og det var superfedt at have en “dame i ørerne”, som holdt styr på, hvornår jeg skulle gå og hvornår jeg skulle løbe. Det kan du selvfølgelig godt gøre med et almindeligt ur, men jeg synes personligt, det er federe at slippe for at selv at holde styr på det. Det gør, at jeg nemmere kommer i flow og kan lade tankerne løbe frit i takt med fødderne, hvilket er en af de helt store grunde til, at jeg elsker at løbe. Samtidig kan du holde øje med, hvordan du udvikler dig i forhold til hurtighed, afstand osv. og det er sjovt at se, hvor langt, man har løbet i alt. Der findes en masse forskellige apps, og så vidt jeg lige kan lure, er der ikke den store forskel på, om du bruger Endomondo, Nike Fit, RunKeeper eller noget fjerde.

Med en løbe-app kan du også dele dine løbeture på Facebook og Twitter. Det har jeg selv gjort i perioder, og det kan være meget motiverende. Og så kan det være virkelig sjovt og provokerende at poste sin morgenløbetur på 7 kilometer en søndag morgen klokken 10, hvor de fleste andre ligger med tømmermænd og vånder sig på sofaen. (Og ja, det må man godt…)

I begyndelsen løb jeg med min telefon i et særligt hylster om armen, men det blev jeg træt af, så nu har jeg den i lommen på mine løbebukser. Inden jeg løber, pakker jeg den ind i Vita Wrap, da den ellers bliver meget våd af sved, hvilket den jo ikke har godt af. Hvis du nøjes med at lægge ét lag over skærmen, kan du sagtens sætte din app på pause, skifte musik eller sende en sms mens det er på.


Løbetøj 
Du kan i princippet godt løbe i en almindelig t-shirt og et par joggingbukser, men jeg synes personligt at løbetøj i et svedtransporterende materiale et stort must. Dels fordi det er meget mere behageligt at løbe i, da man ikke bliver klam, og dels fordi der er noget psykologisk meget tilfredsstillende i at købe et sæt decideret løbetøj.

Der findes alverdens former for løbetøj. I det hele taget er løbeverdenen fyldt med himmelråbende overflødige gadgets, hvis eneste funktion i mine øjne er at opretholde løbemotivationen hos dem, der i virkeligheden ikke er særlig glade for at løbe. De er sikkert også en hjælp, hvis du er sygeligt optaget af dine løbetider, træner til maraton eller noget i den stil. Men her i begyndelsen skal du bare investere i en t-shirt, et par tights og et par sokker, og så er du godt kørende. En løbejakke kan også være en god idé, hvis du vil løbe udendørs.

Som med alle andre typer tøj er der stor prisforskel alt efter hvilket mærke, du vælger. Jeg har løbetøj i mange forskellige mærker lige fra Nike til de billigste fra Stadiums egen kollektion, og jeg kan med fuld sikkerhed sige, at der ingen forskel er overhovedet. Er du overvægtig, skal du nok en tur omkring mændenes afdeling, da producenterne af sportstøj endnu ikke har fået ind i hovedet, at man sagtens kan være overvægtig og dyrke motion samtidig.

Jeg løber om vinteren, hvis der ikke er for glat, og til det formål har jeg indkøbt termoløbetøj, vanter, pandebånd osv. Det meste ryger dog af undervejs, da jeg bliver ekstremt varm, når jeg løber, men det er vigtigt at holde sig varm både før og efter, da du ellers risikerer skader, forkølelse og anden dårligdom.

En mp3-afspiller 

Det er fuldkommen essentielt for mig at kunne høre musik, mens jeg løber, og jeg bruger lang tid på at sammensætte mine løbe-playlister. I begyndelsen brugte jeg afspilleren i min iPhone, men jeg blev træt af at løbe med den om armen, så i dag har en lillebitte iPod Shuffle, som jeg kan sætte fast på min bluse med en lille clips, man man ikke kan mærke den.

Jeg går ikke så meget op i, om musikken passer til mit tempo. Jeg kan sagtens løbe hurtigt til en langsom sang, og langsomt til en hurtig sang, men jeg ved, at det er vigtig for nogle. På jog.fm kan du få eksempler på musik, der passer til dit løbetempo. I følge den skulle jeg tage og vælge nogle flere Lady Gaga-sange, når jeg løber. Det kommer aldrig til at ske. Til gengæld er der rigtig meget Foo Fighters, AC/DC, Queens of the Stone Age og Rammstein på mine løbe-playlister.

God løbetur!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar