BMI-løgnen

I denne uge har jeg en artikel i Femina, hvor fire kvinder, der alle vejer 70 kilo fortæller om, hvordan de har det med deres krop, og hvordan de har haft det med deres krop gennem årene. En har været på slankekur hele sit liv. Lyder det bekendt? Det gør det for mig. 

Jeg var på slankekur nogenlunde konstant fra jeg var 13 til jeg var 36. Det er 23 år med restriktioner, ekstremt fokus på kalorier og skamfølelse over at slankekurene ikke virkede. Absurd nok var det eneste resultat af mine slankekure, at jeg tog mere og mere på, da det eneste, de gjorde, var at trigge min sygelige overspisningstrang.

Og interessant nok begyndte jeg at slippe overspisningen efterhånden som jeg lærte at acceptere mig selv og min krop og min madglæde – og dermed tabte jeg mig også helt automatisk.

Jeg begyndte simpelthen at tabe mig, da jeg holdt op med at gå på slankekur. 

Alt det kan du læse meget mere om i min bog, "Slut fred med din krop" , hvor jeg også skriver en del om det, man kan kalde BMI-løgnen. Altså forestillingen om, at vores vægt er det væsentligste parameter for, hvor sunde vi er, og om at det er vores højde, der skal afgøre, hvad vi skal veje. 

For nylig mødte jeg en kvinde, jeg har kendt siden vi begge var teenagere, og hun har altid kæmpet med sin vægt – altså virkelig kæmpet. For nogle år siden fik hun en gastrisk bypass, og nu er hun kommet ned på 85 kilo – fra 135. Hun er smuk og slank og sund at se på, men for at hun kan blive indstillet til en operation, hvor hendes overflødige hud på armene og maven kan blive fjernet, skal hun have et BMI på under 25. Og da hun er lige så høj som mig, lander hun på det samme BMI som mig: 29,4 – altså lige på grænsen mellem overvægtig og fed.

Som hun sagde til mig “Jeg kan bare ikke tabe mig mere”, og jeg ved præcis hvordan hun har det. Jeg håber, lægerne kan se på hende, at hun har den vægt, hun skal have, og at de går med til at fjerne hendes ekstra hud. “Ellers får jeg det bare gjort for mine egne penge,” sagde hun, men hvor er det langt ude, hvis det skal komme så vidt. Jeg er ikke ubetinget begejstret for den slags operationer, men så længe, det er det eneste, vores sundhedssystem kan komme op med af løsningstilbud for svært overvægtige, er de sgu nødt til at gå hele vejen. Synes jeg.

Et godt eksempel på, hvor langt ude hele diskussionen om BMI er, er denne samling af fotos af kvinder og deres BMI.

Enhver med øjne i hovedet kan jo se, at det er fuldkommen absurd at betegne en kvinde som hende her som værende overvægtig! 

Men altså. Sådan går det, når man tror alle kroppe og mennesker er ens, og at vi allesammen kan måles efter de samme skemaer og kriterier.

Hvad skete der med at lade hver enkelt afgøre, hvad vedkommende vil og skal veje? Jeg har aldrig haft et bedre kondital, blodtryk eller kolesteroltal end jeg har nu. Og jeg har aldrig været gladere for mig selv og for mit liv, end jeg er nu – og jeg har vel at mærke haft perioder i mit voksenliv, hvor jeg har haft et BMI på under 25. Det har bare aldrig nogensinde haft nogen indflydelse på min livsglæde. Omvendt har min livsglæde haft stor indflydelse på mit BMI. Go figure ...

Lige da bogen udkom var jeg i Aftenshowet for at tale om netop dette emne, og jeg fik så mange reaktioner bagefter. Der var vildfremmede mennesker, der ringede til mig efter programmet for at takke mig. En græd af lettelse over, at nogen endelig turde stille sig op og sige, at det altså sagtens kan lade sig gøre at være både sund og glad for sig selv uden at have et BMI på under 25. Siden da har jeg fået masser af mails og facebook-beskeder om det samme, så det er åbenbart et emne, der trænger til at blive belyst.

Der er nogle, der mener, at ens livvidde i forhold til ens højde siger meget mere om ens sundhedstilstand, end BMI. Hvis du vil tjekke dit eget livmål, kan du gøre det her på siden .

Igen ligger jeg lige på grænsen mellem ok og for tyk, men så længe, jeg ikke får to maver i mine jeans, går det også nok, tænker jeg. 

                      BMI i 2009: 36,3                     BMI nu: 29,4