onsdag den 22. februar 2012

Jess' historie


Nogle gange hører man om en person, der har gjort det, der for de fleste af os lyder som en helt, helt umulig opgave. Sådan en er Jess, der på egen hånd har tabt 117 kilo. 117 kilo! Den lader vi lige stå lidt … 

Jeg hørte om Jess første gang gennem en tidligere kollega, der er ven med Jess. Han fortalte om denne her virkelig seje mand, der havde besluttet sig for at tabe sig, og som, da han nåede i mål rent vægtmæssigt, løb ind i en stor forhindring, da han gerne ville have fjernet den overflødige hud: Han kunne ikke få bevilget operationen, fordi han, med sine 88 kilo stadig havde et BMI over 25, og fordi han ikke havde fået en gastric bypass. Havde han det, havde han fået operationen med det samme. Det syntes hans venner ikke var i orden, så de samlede ind, så Jess kunne få operationen privat. Men Jess fortsatte sin kamp med sin læges store hjælp, og efter tre henvisninger, fik han til sidst operationen gennem det offentlige, og vennerne fik deres penge igen. 


Tusind tak til Jess for at dele sin inspirerende historie! Hvis du også har lyst til at blive interviewet til bloggen, hører jeg meget gerne fra dig. 


Jess Friis, 34 år

Hvordan kom du til at veje 205 kilo?

Det var en kombination af mange forskellige ting. Jeg arbejdede som sælger og havde dermed et meget stillesiddende arbejde og nogle lange arbejdsdage. Samtidig har jeg aldrig lært at spise sundt hjemmefra, og jeg har aldrig dyrket særlig meget motion. Så da jeg stille og roligt begyndte at tage på, vidste jeg faktisk ikke helt, hvordan jeg skulle gribe det an. I takt med, at jeg blev tykkere og tykkere, blev min kondi dårligere og dårligere, og i takt med at dét skete, orkede jeg mindre og mindre. Så det var en virkelig dårlig spiral, jeg var kommet ind i.


Jess, 205 kilo
Hvad var det, der gjorde, at du sagde, at nu var det nok?

Der var flere grunde. En af de største var frygten for at få diabetes, og frygten for ende som min gode ven, der i dag lever på et plejehjem som 49 årig. Dette skulle min dejlige, lille datter ikke opleve. Jeg havde det simpelthen så dårligt. Jeg blev forpustet af at gå 10 skridt, jeg havde voldsom astma og måtte bruge min astmaspray mange gange dagligt, og jeg var syg hver 3.-4. uge. På det tidspunkt mistede jeg mit arbejde, og jeg besluttede mig for at bruge noget tid på at komme i bedre form. Jeg havde ikke noget decideret mål til at begynde med – jeg ville bare gerne bevæge mig. Så jeg begyndte at styrketræne sammen med en kammerat i juli 2010. Efter 14 dage sprang han fra, men da var jeg kommet så godt i gang, at jeg holdt ved selv.


Hvordan greb du træningen an helt konkret? 

I begyndelsen trænede jeg en halv time to gange om ugen, og det satte jeg så langsomt op til tre gange 45 minutter, og så fremdeles.



Kørte du nogensinde træt i det? 

Nej, det synes jeg ikke. Men i januar sidste år, altså et halvt år efter, jeg var begyndt at træne, havde jeg “kun” tabt 25 kilo. Jeg havde regnet med, at det ville være mere, så jeg blev ret skuffet. Så jeg besluttede mig at kigge nøjere på min kost også. Jeg satte mig virkelig godt ind i, hvor mange kalorier, jeg havde brug for, hvordan jeg skulle træne fedtforbrænding/cardio og så videre, og så kløede jeg ellers bare på.

Fik du nogen former for hjælp, fx af en diætist eller en træner? 

Nej, overhovedet ikke. Det var vigtigt for mig at gøre det selv, også for ikke at få endnu et nederlag. Da jeg fik koblet kosten på, begyndte der virkelig at ske noget, og efter yderligere et halvt år, tabte jeg i gennemsnit 2,7 kilo om ugen, og efter et år havde jeg tabt 95 kilo. Jo mere, jeg tabte mig, jo mere motiveret blev jeg, og det var ret fedt. Undervejs supplerede jeg min kost med Nutramino shakes/energi-produkter, når jeg havde trænet. Det gjorde også en stor forskel.



Hvad var den største ændring, du lavede i forhold til din kost? 

Jeg indså helt fra begyndelsen af, at jeg ikke skulle gå på en kur, men ændre mine kostvaner så de kunne vare resten af mit liv. Så jeg begyndte at spise mindre portioner og flere måltider om dagen, og så skar jeg selvfølgelig ned på fedt og sukker og skruede op for fibre og grønt, sådan som alle ved, man skal. Jeg indregnede et stykke chokolade i min daglige kost for jeg havde brug for det, og jeg var bange for, det ville blive for surt ellers. Det fungerede rigtig fint, og jeg fik aldrig de der skøre cravings, man kan få, når man er på kur.



Hvordan reagerede din familie på dine nye vaner? 

Der er ingen tvivl om, at min kone var meget nervøs for mit helbred mens jeg var allerstørst, så hun har virkelig bakket mig op hele vejen igennem. Hun kender mig ud og ind, så hun har aldrig sagt noget om min vægt eller om sin nervøsitet, for hun vidste godt, at så ville jeg gå helt i baglås. Men hun fulgte mig madmæssigt herhjemme, og hun endte faktisk med at tabe 20 kilo på et år alene ved at ændre på sin aftensmad. Vores datter på fire år er begyndt at spørge til, om ting er sunde eller usunde, og jeg gør meget ud af at svare hende ordentligt, så hun lærer ting om sundhed hjemmefra, sådan som jeg ville ønske, jeg havde. Hun får en lille skål med slik hver fredag, og den kan holde en uge. Det er rart at se, at hun har et naturligt og afslappet forhold til det, synes jeg.



Er der noget, du ville have gjort anderledes, hvis du havde vidst det, du ved i dag? 

Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg overtrænede i en periode. Jeg var oppe på at træne seks dage om ugen i seks timer ad gangen, og det var alt, alt for meget. Jeg har prøvet at dehydrere og besvime to gange, og det siger sig selv, at det heller ikke er sundt. Men jeg tror, jeg har en natur, der gør, at jeg er nødt til at mærke hvor mine grænser går, og så ryger man altså ind i den slags. Men det er bestemt ikke noget, jeg vil anbefale!



Jess undervejs i sin forvandling


Nu hvor du vejer 88 kilo og har fået fjernet din overflødige hud, føler du dig så slank? 

Ja, så småt er mit hoved begyndt at følge med nu. Jeg har før overvejet, om jeg skulle begynde hos en psykolog, men jeg synes ikke, det er nødvendigt mere. Der var en periode, hvor jeg havde et usundt forhold til mad og træning, men jeg synes, jeg har styr på det nu. På et tidspunkt fik jeg virkelig dårlig samvittighed, hvis jeg fx spiste et stykke hvidt brød eller en flødebolle. Så følte jeg nærmest, at jeg tog på med det samme, og det er virkelig rart at være fri for dén. I aften skal jeg ud og spise burgere med min familie, og det kan jeg sagtens uden at få dårlig samvittighed. Jeg træner stadig, men slet ikke så meget som før. Jeg træner 4-6 gange om ugen, enten styrketræning eller cykling/løb. Jeg gør det selvfølgelig for at vedligeholde min nye form, men også for det velvære, det giver mig. Jeg kan godt se, jeg er blevet slank, men det sidder stadig ikke helt på rygraden. Somme tider bliver jeg mindet om det, fx som da jeg for nylig skulle til bryllup, og var nødt til at få syet mit jakkesæt ind – et jakkesæt jeg kunne passe for få måneder siden.



Hvad er den største forskel på dit liv nu og dit liv, da du vejede 205 kilo? 

Jeg er aldrig syg længere, og den astmaspray, jeg var nødt til at tage 30 gange om dagen, kan jeg nu begrænse mig til at bruge, hvis jeg en sjælden gang i mellem løber i frostvejr. Så det er et helt andet liv.



Hvad er dit bedste råd til andre, der vejer for meget? 

Lad være med at sige ja til en bypass-operation. Der er så mange komplikationer forbundet med det, og så mange bivirkninger på lang sigt, som vi ikke kender endnu. Jeg har altid været imod det, også da jeg vejede 205 kg, og jeg har aldrig selv være fristet til at få en operation, selv om jeg har fået tilbuddet flere gange. Det er en ting, jeg ikke forstår ved vores system: at fedmeoperationer er det første, man tyr til, når en overvægtig skal have hjælp til at komme ned i vægt. Jeg har valgt at stå frem, som jeg gør, for at vise, at det kan lade sig gøre at tabe sig mange kilo uden de operationer, men at det kræver en stor indsats. Og den indsats skal folk selvfølgelig have hjælp til at klare, hvis de ikke kan gøre det på samme måde, som jeg kunne. Det andet er simpelthen for uholdbart i længden, og ikke mindst en kæmpe økonomisk byrde på samfundet, som på ingen måder kan være rimeligt. En bypass-operation er i min verden sidste udvej, og kun sidste udvej.

Og så vil jeg da generelt sige til andre, at de skal lytte til sig selv. I langt de fleste tilfælde ved vi jo godt, hvad der er det rigtige for os at gøre, og jeg tror, vi når meget længere ved at lytte til os selv, fremfor hvis vi bare retter os efter andres krav.


Jess, 88 kilo

Jeg skal hilse fra Jess og sige, at han meget gerne hjælper med gode råd. Du kan skrive til Jess her

lørdag den 7. januar 2012

Kunsten at finde fedt tøj i store størrelser

Jeg har gennem de sidste mange år købt det meste af mit tøj på nettet. Dels fordi jeg af natur ikke er den store shoppe-trold, men sandelig også fordi det at gå ind i en dansk tøjbutik kan være noget af en udfordring, når man er større end en 42, hvilket jeg i øvrigt stadig er. Du ved, hvad jeg mener. Og finder man noget, man måske kan passe, kan man så stå og beundre alle sine deller i det nådesløse lys fra lysstofrør, der får alle til at ligne noget, der er gravet op af en mose. Nej tak, så vil jeg hellere sidde derhjemme i ro og mag og shoppe. (Det tror jeg i øvrigt også, jeg ville foretrække, hvis jeg havde været en størrelse 38, men det er en helt anden sag.)

Flere jeg kender vægrer sig ved at shoppe på nettet, og der er da også visse udfordringer ved det, men husk at du altid kan sende dine varer retur, hvis du ikke kan passe det, eller hvis du fortryder. Hvis du er i tvivl om, hvilket snit, der klæder dig, så spørg en veninde til råds. Jeg har en, jeg selv sparrer med, hvis jeg er i tvivl, og sådan en har du helt sikkert også. Eller spørg på Facebook. Der er sikkert en i din omgangskreds, der har en dygtig stylist i maven. Og efterhånden får du mere og mere flair for, hvilket snit, der klæder dig, og hvordan de forskellige mærkers størrelser passer dig.

Alle sites har en størrelses-guide, hvor du ud fra dine egne mål kan finde ud af, hvilken størrelse, der passer dig. Igen kan det være en god idé at alliere sig med en veninde, da det kan være lidt svært at måle helt rigtigt.

Dette er en artikel, jeg skrev til Femina i 2010. Flere har spurgt efter, hvor jeg køber tøj henne på nettet, og der er masser af links til sidst i indlægget. Men tag lige og læs interviewene med blandt andre Heidie Lykke fra danske CarmaKoma, som er et af mine yndlingsmærker, med en stylist og med en modeblogger. Der er stadig mange interessante input, og ikke mindst en kærlig opsang til os om ikke at tro på, at vi bare kan gå hjem og æde noget klid, hvis vi vil være lækre i tøjet.






Fantastiske Beth Ditto fra bandet Gossip er et glimrende eksempel på, at man ikke behøver bøje nakken og gå i storblomstrede teltkjoler bare fordi, man er rund.


”Fat is the new black”
Eksperter mener at 67 procent af den amerikanske befolkning er overvægtige. Den gennemsnitlige britiske kvinde er en størrelse 46. Vi bliver med andre ord større og større, men af en eller anden grund, er det stadig noget af en udfordring at klæde sig stilfuldt og moderigtigt herhjemme, hvis man er større end en størrelse 42.
   I USA, som på mange måder er foregangsland for resten af verden, har man i mange år kunnet købe tøj i de såkaldte plus sizes, og indenfor de seneste år er topdesignere som fx Calvin Klein og Michael Kors begyndt at lade deres kollektioner omfatte tøj i op til størrelse 46. Det er bestemt ikke den største størrelse på skemaet, men det er stadigvæk gode nyheder for os, der er trinde, og som gerne vil klæde os lækkert.
   Denne artikels forfatter oplevede således at få akut tårer i øjnene under en shoppingtur hos Macy’s i New York. Halvdelen af øverste etage i det enorme varehus er nemlig dedikeret til plus size women, og glimrer ved sit totale fravær af storblomstrede teltkjoler, uformelige t-shirts, løsthængende jeans og joggingtøj. På vej ud af butikken, hårdt læsset med lækkert, velsiddende designertøj, som får mig til at ligne en million, gribes jeg af en stor trang til at takke ekspedienten for min triumf.
   ”Selv tak,” udbryder hun lettere overrasket, og tilføjer så et ”Det manglede da bare,” som om det var den største selvfølgelighed i verden, at en tyk dame kan gå direkte ind fra gaden og købe det samme lækre tøj, som alle andre.
   Det er en selvfølgelighed i USA, hvor forbrugerne generelt ikke er bange for at kræve deres ret – heller ikke når det gælder tøj og selv om de vejer for meget og både deres læge og damebladene i hans venteværelse mener, de burde gå på slankekur.

Zennie Bonde fra M-up.dk er stylist og stilcoach. Hun medgiver at det er svært at finde lækkert og moderigtigt tøj i store størrelser, men det er ikke umuligt, og hun ser en tydelig sammenhæng mellem udvalget i butikkerne og forbrugernes indstilling.
   ”Jeg ser en tendens til, at overvægtige kvinder begynder at tro på, at de er lækre som de er, og at de har fortjent at se godt ud. Det kræver bare, at man ikke opgiver at shoppe fordi man på forhånd tror, slaget er tabt, men at man går ud og shopper og tør spørge efter tøjet i butikkerne. Kun på den måde får vi et større udvalg,” siger Zennie Bonde.

At bloggere generelt har stor magt, er ingen nyhed, og det gælder da også de mange fat appreciation blogs, som fx den amerikanske fatshionista.com. Det er 32-årige Lesley, der bestyrer bloggen, som hver måned har over 40.000 læsere.
   ”Min hensigt med bloggen er at udbrede budskabet om, at livet ikke behøver vente til, du er blevet tynd, og at det ikke er alle, der partout skal være tynde. Det er muligt at se godt ud og føle sig fabelagtig og have det godt med sig selv OG være tyk. Du har et valgt,” siger hun.
   Lesley hilser den positive udvikling indenfor tøj i store størrelser meget velkommen. Hun har været overvægtig hele sit liv, og har derfor haft udviklingen tæt inde på livet i mange år. Som teenager var hun tvunget til at gå i herrebukser og store t-shirts, fordi hun med sine 140 kg ikke kunne passe andet, udover de konede kjoler, der var hendes eneste andet alternativ.
   Lesley nærer ingen illusioner om, at tøjdesignerne deler hendes omsorg for de tykke kvinders selvværd, men det betyder ikke noget: ”Det er temmelig indlysende, at deres interesse ikke ligger i at hjælpe tykke kvinder til at se godt ud og føle sig lækre, men derimod at få foden indenfor på det store, og stadig vældig uopdyrkede marked for tøj i plus-størrelser. Jeg har det egentlig ok med det, så længe det betyder, at vi får et større udvalg og tøj af bedre kvalitet og mere kreativt design,” siger hun.

At fedt tøj i store størrelser er en mangelvare og en god forretningsidé, kan Heidie Lykke fra danske CarmaKoma tale med om. Hun og hendes businesspartner Angelica Weiss rev for et par år siden fuldkommen benene væk under artiklens forfatter, da de på Femina-messen præsenterede deres kollektion af super cool og sazzy tøj, som passede perfekt til den indre rockchick. En rockchick, der indtil da havde haft voldsomt trange kår i kraft af sin størrelse 46.
   De to mødte hinanden på designskolen TEKO, og efter at have arbejdet hos blandt andre Designers Remix og M by M, fik de øjnene op for den store efterspørgsel af tøj i store størrelser.
   ”Vi vidste, der var et marked, og vores ønske var at skabe et nyt koncept, som kunne måle sig med et lækkert mærke i standardstørrelser, hvad angik image, design og pris,” siger hun.
   ”Vi så på det, der fandtes på markedet, og det var telt-formet, af dårlig kvalitet og for det meste også storblomstret, og det ville vi for alt i verden væk fra,” siger hun.

Det er Heidie Lykke, der står bag alle CarmaKomas designs, og hun undrer sig tit over, at de har så få konkurrenter.
   ”Det er som om, danske og europæiske designere slet ikke har fået øjnene op for, hvordan samfundet udvikler sig. Der er virkelig mange unge kvinder, som bruger store tøjstørrelser, men som samtidig stiller store krav til tøjets kvalitet og design,” siger hun.
   CarmaKoma får, ikke overraskende, utrolig god respons på deres tøj, både fra danske og udenlandske kunder. Selv om det ville være nemt at læne sig tilbage og lune sig ved succesen, kan Heidie Lykke alligevel ikke lade være med at undre sig over, hvordan tingene er i dag.
   ”Jeg synes, det er underligt, at vi har besluttet, at alt hvad der er over en størrelse 42, er en stor størrelse. Hvis det så samtidig betyder, at det er forbeholdt alle under str. 42 at være lækkert og moderigtigt klædt, og at alle over str. 42 må tage til takke med de der storblomstrede rædsler – jamen det er jo fuldstændig sindssygt!” som hun siger.

Der er med andre ord sket meget, men der er også lang vej igen, hvis vi skal opfylde Zennie Bondes ønske om ikke at stille os til dommer overfor, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til vores, og ikke mindst andres, tøjstørrelser.
   ”Jeg synes, folk skal have lov til at være en str. 34, hvis det er det, de har det bedst med, og en str. 58, hvis det er dét, de har det bedst med. Her skal være plads til alle, og efter min mening har alle fortjent at se godt ud og blive den lækreste udgave af sig selv, uden at skulle påduttes en bestemt tøjstørrelse,” siger hun.


Gode shopping-links
Bare fordi, der er lidt ekstra på sidebenene, skal du ikke tro, du er tvunget til at gå i storblomstrede teltkjoler. Her er en samling af links, hvor du kan finde labre sager, der passer netop din smag og pengepung. Tjek altid sidernes guides til størrelser og få gerne en veninde til at hjælpe med at måle dig, så du kan finde den rette størrelse.

Evans: Har tøj op til størrelse 60, og her finder du alt fra festkjoler til hverdagstøj og bikinier. Deres accessories er helt geniale, fx er deres strømpebukser en drøm at trække i for alle med en fyldig mås og rund mave, da de ikke strammer eller deler maven over i to.

Boden: Har tøj i op til str. 48. Tøjet er i virkelig god kvalitet og Boden er kendt for sine superfine farver og mønstre, og for at lave tøj, som gør én glad, og ikke mindst fin at se på.

DuoBoots: Redningen for alle os med store lægge, som har måttet se misundelige til, når vores veninder kom svansende i lækre, knælange støvler. Dealen er, at du måler dine lægge og bestiller støvlerne, der passer til dine mål. Smart! Husk at måle begge ben. Min højre læg er fx 2 cm. større end den venstre.

Salon Z by Saks Fifth Avenue: Det legendarisk newyorker-shoppemekka har endelig, endelig lukket op for international shipping! Deres Salon Z har superlækkert tøj i op til str. 50, og skal du forkæle dig selv, er sitet her virkelig værd at tjekke ud. Hold øje med deres udsalg og med dollarkurserne, for her er masser af penge at spare!

Nordstrom: Endnu et labert, amerikansk site, der bugner af dejligt tøj op til str. 48-50.

CarmaKoma: Sort, stramt og cool som fanden selv fra str 42 til 52. We like!

Asos: Deres Curve-linje går på til størrelse 54, og deres almindelige linje går op til 46. Her er virkelig meget i mange forskellige stilarter. Kvalitet og pris hænger sammen, så regn ikke med, at de allerbilligste ting holder særlig godt.

Macy's: Alt hvad hjertet begærer. Jeg ELSKER Macy's! Hold øje med deres udsalg.


Og så har jeg fået et par protip fra min veninde Kristine:

Monsoon: laver tøj op til str. 50 - blandt andet de fineste festkjoler. 

Talbots: har fantastiske ting i deres women-linje, der går op til størrelse 54

tirsdag den 20. december 2011

Pernilles historie

Jeg lærte Pernille at kende i 2005 på et web-community for folk med hang til heavy metal. Jeg læste hendes blogs og blev meget fascineret af hendes ærlighed. Hendes meget gung ho-alias, Verdens Dejligste, stod i skarp kontrast til den måde, hun skrev om sig selv på. Jeg kunne genkende mig selv i meget af det, hun skrev. De negative tanker. Selvhadet. Men også humoren, selvironien og den skæve, kringlede hjerne. Siden da har Pernille og jeg været til mange heavykoncerter og på mange brune værtshuse sammen. Vi er meget forskellige, men vi ligner hinanden på nogle meget grundlæggende punkter, og der er mange, der vil kunne genkende sig selv i Pernilles fortælling om mad, krop og selvværd. Jeg kan i al fald.


Jeg vil gerne sige tak til Pernille for at dele så rigeligt ud af sine tanker, og for at være den første til at stille op til et interview her på bloggen. Hvis du har lyst til at blive interviewet om din historie, hører jeg gerne fra dig.


Rigtig god læselyst!



Pernille, 33 år

Første gang jeg blev opmærksom på min vægt var jeg 11 år gammel. Jeg sad på et tæppe på græsset i mormor og morfars have, og pludselig hørte jeg en af de voksne sige om mig, at “det er bare hvalpefedt.” Jeg så nedad mig selv, og pludselig kunne jeg se, at jeg havde deller på maven. Det var egentlig nogle meget små og naturlige deller, men jeg blev pludselig meget opmærksom på dem – og jeg blev meget forstyrret i min selvopfattelse.

Jeg gik på min føste slankekur, da jeg var 13 år. Iceberg salat og hytteost. Det varede et døgn. “First diet, first fail”, og det blev et mønster, jeg kom til at gentage mange, mange gange. Da jeg var i begyndelsen af tyverne sagde min veninde til mig, at jeg havde været på slankekur siden jeg var 13, og det havde hun ret i.

Jeg har set nogle billeder af mig selv fra min konfirmation, og jeg følte mig virkelig tyk, klam og ulækker. Pigen på billederne er høj og slank og smuk, men sådan følte jeg mig overhovedet ikke.


Hvornår begyndte din spiseforstyrrelse?

Jeg gik med aviser fra jeg var 12 til jeg var 16. Det var op og nedad mange trapper i flere timer tre gange om ugen. Da jeg stoppede med at gå med aviser fik jeg arbejde i en kiosk. Jeg spiste rigtig meget slik og chips, og da jeg ikke dyrkede motion, var det helt naturligt, at jeg begyndte at tage på. Jeg læste en historie i et ugeblad om en kvinde, der kastede op, når hun havde spist. Vinklen på historien var selvfølgelig, at man skulle lade være med det, men det eneste, jeg kunne udlede af artiklen var, at det var den perfekte måde at spise uden at få kalorier.

Så jeg begyndte at kaste op, når jeg spiste noget usundt. Samtidig begyndte jeg at overspise, for det skulle kunne betale sig for mig at kaste op. Jeg ville ikke kaste op hvis jeg bare havde spist en Snickers, så i stedet for én Snickers, spiste jeg to, en pose chips, plus det løse. Og så kastede jeg op.

Det eskalerede langsomt, så jeg til sidst kastede op hver gang, jeg havde spist. Al mad blev til onde kalorier, som jeg for alt i verden ville undgå. Samtidigt gav det mig den ultimative følelse af kontrol. Det var den ideelle verden for mig: jeg overspiste, men jeg holdt vægten. Jeg er 1,80 høj og jeg vejede 80 kilo, så jeg var ikke for tyk, men det følte jeg mig.

Jeg læste noget om spiseforstyrrelser, og fandt ud af, at en af de ting, der kendetegnede en spiseforstyrrelse var hemmeligholdelse. Så jeg fortalte det til en veninde, for så var jeg jo ikke syg, tænkte jeg. Det var helt skørt. Jeg holdt op med at kaste op, da jeg var midt i tyverne. Jeg blev udsat for et røveri på mit arbejde og i den forbindelse begyndte jeg at gå til psykolog. Jeg fortalte ham om det, og han var ret skrap. Om jeg vidste, hvad jeg udsatte min krop for ved at kaste op? Det gjorde jeg jo ikke rigtig. Min tandemalje var ved at være slidt, men ellers vidste jeg ikke, hvilke konsekvenser, det havde. Han fortalte, at det kunne påvirke min evne til at få børn, og at det var en stor belastning for kroppen.

Så efter en brav kamp holdt jeg op med at kaste op, når jeg havde spist, men jeg blev ved med at overspise, og jeg tog selvfølgelig på. Jeg har altid troet, at det bare handlede om, at jeg skulle tage mig sammen, og jeg gik på den ene slankekur efter den anden. Jeg har prøvet alt fra Vægtvogterne til æblecider- og suppekur. Jeg tabte mig hver gang, men jeg tog også på igen hver gang. Og lidt til.

Jeg talte med min læge om det, og han henviste mig til en diætist. Jeg var åben og ærlig omkring mine problemer, og efter flere konsultationer, sagde hun ligeud, at hun ikke kunne hjælpe mig. Det blev jeg virkelig ked af, for jeg troede, at så var der ikke nogen, der kunne hjælpe mig overhovedet. Diætisten henviste mig til en specialist på Gentofte Sygehus, som blandt andet arbejdede med anorexipatienter, og derigennem blev jeg henvist til Stolpegården. Dengang var der et halvt års ventetid på at komme til en indledende samtale. I dag er der halvandet års ventetid. På overhovedet at komme til en samtale. Det er vanvittigt.

Jeg gik i gruppeterapi en gang om ugen i et halvt år. Der var to psykologer med hver gang, og hver femte uge havde jeg et møde med en diætist, hvor vi talte om, hvad jeg havde skrevet i min dagbog. Det var ikke kun en kost-dagbog, og jeg fandt ud af, at der kan være enormt stor forskel på ens subjektive og det objektive indtag af mad. Selv om du føler, du spiser alt for meget, så kan sandheden i virkeligheden være, at du spiser for lidt. Simpelthen fordi du skammer dig så meget over at spise, at det kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i din bevidsthed. Og når du spiser for lidt, bliver du hurtigt så sulten, at du ender i en ukontrollabel overspisning. Du tror, du tager kontrollen ved at spise lidt, men i virkeligheden mister du den. Og det føltes som et nederlag hver gang.


Hvordan havde du det med at skulle i gruppeterapi?

Jeg syntes, det var meget mærkeligt. Jeg var totalt anti først. Jeg prøvede at overtale dem til, at jeg skulle have eneterapi, men det gør de kun i meget sjældne tilfælde, så det var gruppen eller ingenting. Første gang sad jeg bare og lyttede til de andre og sagde ikke så meget. Der er løbende indtag i grupperne, så man kommer i gruppe med både helt nye og nogle, der har været der længe. Jeg præsenterede mig som den sidste. Jeg fortalte om mig selv og at jeg lige havde slået op med min daværende kæreste fordi han havde et alkoholproblem. Jeg fortalte, at jeg havde indset, at jeg var nødt til at tænke på mig selv, og at jeg kun kunne håndtere ét misbrug ad gangen. Da jeg havde sagt det, klappede de allesammen. Jeg var helt paf. Jeg havde mega dårlig samvittighed over, at jeg havde gjort det forbi med ham og ”kun” tænkte på mig selv, så det var helt nyt for mig, at det faktisk kunne være noget godt.

De første tre måneder lod jeg som om, jeg var helt afklaret med min spiseforstyrrelse. Jeg var meget hård og kunne finde på at sige “Jeg har en spiseforstyrrelse, og jeg giver den fingeren”. Men halvvejs inde i forløbet fik jeg det erkendelsessammenbrud, som alle får før eller siden. Hvor man tuder og tuder og for første gang kommer ind og mærker al smerten, der ligger bag. Og sorgen.


Hvad var anderledes efter, du fik det erkendelsessammenbrud?

Altså, der kom hul på overfladen. Det ramte dybere, og det blev nemmere at snakke om. Men samtidig føltes det håbløst. Og jeg følte, at jeg havde spildt de første tre måneder på at lade som noget, der ikke var rigtigt.

Da jeg begyndte på Stolpegården, droppede jeg den evige slankekur. Jeg gemte min badevægt langt under sengen, og det var meget befriende. Førhen havde jeg vejet mig nærmest tre gange om dagen, så det fyldte meget. Men samtidig begyndte jeg at tage på, så et eller andet formål havde den der slankekur jo tjent.

Det gik også op for mig, hvor nuanceret min spiseforstyrrelse var. Jeg troede egentlig bare, at det var overspisning (og at jeg skulle tage mig sammen), men det handlede også om, at jeg ofte faktisk sultede mig, fordi det gav mig følelsen af kontrol og handling. Jo mindre jeg spiste, jo stærkere følte jeg mig.

Jeg tror, det ligger til min natur: Jeg har høje forventninger til mig selv. Hver eneste dag virker det som om, jeg har et selvsat, ubevidst, højere mål både privat og arbejdsmæssigt. Jeg har et eller andet, som jeg altid måler mig op i mod og som jeg aldrig helt rammer. Det er også noget jeg arbejder på


Har du lyst til at fortælle, hvad du vejede og hvad du vejer i dag?

Jeg vejede 104 kilo, da jeg startede på Stolpegården, og jeg tog seks kilo på, mens jeg var der. Da jeg var allerstørst, vejede jeg 111 kilo. Jeg var på en rundrejse i USA sidste sommer, og jeg skulle på en helikoptertur. Vi skulle vejes inden for at de kunne finde ud af, hvor vi skulle sidde henne i helikopteren, og jeg blev noget chokeret over min vægt. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg med at leve, som jeg gjorde før, og inde i mit hoved blev jeg ved og ved med at tage på. Men jeg vejede mig ikke, så jeg vidste det faktisk ikke. Men det føltes sådan. Et halvt år senere var jeg hos lægen i en helt anden forbindelse. Jeg spurgte, om jeg ikke lige måtte hoppe op på vægten, og det måtte jeg gerne.

Jeg tænkte “Så, nu falder hammeren. Nu vejer jeg sikkert 120 kilo.” Men så havde jeg tabt 7 kilo. Det var helt vildt. Jeg aftalte med lægen, at jeg kommer derop en gang om måneden for at blive vejet. Ikke for at holde kontrol, men for at afstemme virkeligheden med det forstyrrede kropsbillede, der foregår inden i mit hoved.

Siden da har jeg stille og roligt og uden at være på kur tabt 5 kilo. Jeg har fundet ud af, at det eneste, der hjælper mig, er at tage små skridt. Ét ad gangen. Jeg startede med at skifte letmælken ud med minemælk. Da det var blevet en vane, begyndte jeg at måle olie op, når jeg laver aftensmad, i stedet for bare at pøse på. Når det bliver en vane, tager jeg et skridt mere. Det er vejen frem.


Hvordan har du det i dag?

Jeg synes stadig, det er svært. Da jeg stoppede på Stolpegården følte jeg mig ladt i stikken, da jeg ikke følte mig kureret. Men det var på den anden side også det rigtige tidspunkt at stoppe på, for ellers var det begyndt at hænge mig ud af halsen.

Det er godt at gå hos min læge en gang om måneden, og det sætter mange ting i perspektiv. Normalt bliver jeg vejet hver fjerde uge, men en gang gik der seks uger imellem. Jeg var ganske ulykkelig og var sikker på, jeg havde taget på. Jeg kunne mærke mit tøj stramme, men da jeg blev vejet, havde jeg tabt 1,7 kilo. Jeg brød fuldstændig sammen. Både af lettelse over, at jeg ikke havde taget på, men også i erkendelse af, hvor syg, jeg stadig er. Det er skræmmende, at jeg kan bilde mig selv ind, at mit tøj strammer, selv om jeg har tabt næsten to kilo.

Det har gjort, at jeg har indset, at jeg nok aldrig bliver 100 procent rask. Jeg er raskere i dag, end jeg nogensinde har været, men jeg vil nok altid have en rem af huden. Der er stadig denneher kæmpestore sorg indeni. Den tror jeg altid vil være der. Så den må jeg lære at leve med. Jeg har en meget stor livslyst, og jeg er altid spændt på at se, hvad der er om det næste hjørne. Men jeg er meget bange for, at jeg skal få tilbagefald. At det skal komme tilbage. Jeg har stadig stemmer indeni, der siger, jeg er fed, grim og uduelig, men jeg er blevet bedre til ikke at reagere på dem. Jeg anerkender at de er der, men jeg kan stoppe dem, før de kommer for godt i gang.

Jeg kan sjældent se mig i et spejl uden at måle og veje mig selv med øjnene. Det er ikke altid, jeg synes, jeg er fed. Nogle gange synes jeg faktisk, at jeg ser ret normal ud. Andre gange synes jeg, at jeg næsten ser slank ud. Så bliver jeg bange for om det er en illusion. Men nogle gange vil jeg ønske, at jeg kunne se mig i et spejl uden at måle og veje mig selv - både på godt og ondt.


Du har kendt din kæreste i fem måneder. Hvad fortæller du ham om dette her?

Jeg har fortalt ham meget neutralt om, hvad der er sket – mest for at han kan gribe ind, hvis det begynder at tage overhånd. Jeg har fortalt det til to kolleger på mit arbejde, og det er rigtig rart. På mit gamle arbejde, var det et stort tabu for mig og jeg holdt det hemmeligt. Det var kun min chef og min tillidsrepræsentant, der vidste, hvorfor jeg var sygemeldt en dag om ugen. Det er ikke det store tabu længere, og det er meget befriende. Jeg har en privat blog for særligt nære personer, hvor jeg skriver alt. Alle tanker og følelser, både de positive og de negative. Det er en god ventil, synes jeg. Når jeg har skrevet et indlæg om, hvor fed og klam, jeg føler mig, er min kæreste der altid som et søm. “Du er den dejligste kvinde, jeg kender” siger han, og det er dejligt. Nogle gange har jeg svært ved at tro på ham, men jeg har sagt til ham, at han aldrig må holde op med at sige det, for nogle gange tror jeg på ham. Og hans nærvær og anerkendelse er guld værd. Men jeg kan godt være bange for, at han løber tør en dag, hvis jeg ikke lærer at tro på ham. Men altså. Min kæreste elsker mig, og det gør mine venner og min familie også, så en eller anden dag lærer jeg nok også at elske mig selv.


Har du nogle råd til andre?

Du skal egentlig bare vide, du ikke er alene. Selvom der kan være længere ventetid på en behandling i det offentlige system, så skal du stadig tage kontakt til din læge, hvis du tror, du har en spiseforstyrrelse. Der er også noget med noget behandlingsgaranti. Du kan også kontakte LMS, Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade . En spiseforstyrrelse er også en selvskade. Det er en skade mod os selv, men vi fortjener egentlig at elske os selv og gøre noget godt for os. For nogle af os er det en aktiv kamp vi skal kæmpe – men også vi fortjener at have det godt. Du er det værd.

torsdag den 15. december 2011

"Jeg har noget bedre i tankerne..."

I går var jeg hos lægen, og da vi var færdige med at snakke om det, jeg var kommet for at snakke om, spurgte hun, om jeg ellers havde det godt. Det havde jeg, svarede jeg. "Hvad med vægten?" spurgte hun. Jeg har snakket med hende om min vægt før, blandt andet i forbindelse med, at jeg skulle have målt blodtryk, kolesteroltal osv, som jeg kunne sammenligne med undervejs i mit forløb med bogen.

Vægten har det godt. Den passer sig selv, og jeg har fundet ud af, at den har det bedst, hvis jeg ikke tænker så meget over den," svarede jeg. "Jeg har jo stadig et for højt BMI, hvis man skal tro tabellerne, men jeg spiser sundt og dyrker masser af motion, så jeg regner ikke med, det gør så meget?"

Det mente hun heller ikke. Men så sagde hun noget, som jeg blev lidt ramt af: "Det eneste, jeg kan være nervøs for, er at du har en forhøjet risiko for diabetes, hvis dit BMI er for højt, og hvis du i løbet af 20'erne tog voldsomt på." Det gjorde jeg jo. Jeg tog 40 kilo på fra jeg var 25 til jeg var 35. Så spurgte hun lidt til, om der var nogen i min familie, der har diabetes. Det er der ikke. Om jeg ryger? Nej. Om jeg drikker meget alkohol? Heller ikke.

"Nå, men så er det sikkert fint," smilede hun, og sendte mig hjemad. Da jeg kom hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke over diabetes. Som var en af de medvirkende faktorer, da jeg i sin tid besluttede mig for at lægge mine vaner om. Det er måske ikke verdens værste sygdom, men øj hvor jeg nødig vil have diabetes.

Jeg gik på nettet og fandt Diabetesforeningens hjemmeside. De har en test, hvor man kan teste sin egen risiko for at udvikle diabetes. Jeg fandt ud af, at min risiko er lille - hvor 1 ud af 100 får sygdommen. Men det er den kun fordi jeg spiser frugt og grønt og bevæger mig mindst 30 minutter hver dag.

Det har sat gang i en masse tanker, og har sat tingene endnu mere i relief: At jeg ikke kun har valgt at leve sundt fordi jeg bliver gladere og i bedre humør af det, men også for at undgå at blive syg. Og at det er vigtigt, at jeg spiser som jeg gør, og at jeg får motioneret.

Når jeg taler med folk eller er ude at holde foredrag, får jeg tit stillet det håbefulde spørgsmål: "Jamen bliver du ikke ved med at tabe dig? Stille og roligt?" Og nej, det gør jeg ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne svare, at ja, hvis bare du spiser grønt, groft, fiberrigt og fedtfattigt og motionerer en masse, så taber du dig. Men sådan er det altså ikke - for mange af os.

Men igen: der er så mange andre grunde til at spise sundt og bevæge sig end at man bliver tynd. At undgå diabetes er bare én af dem. Jeg prøvede for sjovs skyld at tage testen og gøre mig selv 20 kilo lettere og med smal taljevidde, men uden at jeg spiste frugt og grønt og motionerede hver dag. Resultatet var det samme.

Forleden fandt jeg dette billede på nettet. Jeg synes, det her er et meget sjovt eksempel på punkt 3. For jeg ved da ikke, om jeg ville være blevet en glad løber, der ovenikøbet er blevet afhængig af de daglige grønsager, hvis jeg havde været tynd. Jeg tror det ikke.


Der var jo netop noget meget bedre i vente for mig. Så tak for det :)

Læs hvad du specifikt kan gøre for at forebygge diabetes her

søndag den 27. november 2011

BMI-løgnen

I denne uge har jeg en artikel i Femina, hvor fire kvinder, der alle vejer 70 kilo fortæller om, hvordan de har det med deres krop, og hvordan de har haft det med deres krop gennem årene. En har været på slankekur hele sit liv. Lyder det bekendt? Det gør det for mig. 

Jeg var på slankekur nogenlunde konstant fra jeg var 13 til jeg var 36. Det er 23 år med restriktioner, ekstremt fokus på kalorier og skamfølelse over at slankekurene ikke virkede. Absurd nok var det eneste resultat af mine slankekure, at jeg tog mere og mere på, da det eneste, de gjorde, var at trigge min sygelige overspisningstrang.

Og interessant nok begyndte jeg at slippe overspisningen efterhånden som jeg lærte at acceptere mig selv og min krop og min madglæde – og dermed tabte jeg mig også helt automatisk.

Jeg begyndte simpelthen at tabe mig, da jeg holdt op med at gå på slankekur. 


Alt det kan du læse meget mere om i min bog,
"Slut fred med din krop" , hvor jeg også skriver en del om det, man kan kalde BMI-løgnen. Altså forestillingen om, at vores vægt er det væsentligste parameter for, hvor sunde vi er, og om at det er vores højde, der skal afgøre, hvad vi skal veje. 

For nylig mødte jeg en kvinde, jeg har kendt siden vi begge var teenagere, og hun har altid kæmpet med sin vægt – altså virkelig kæmpet. For nogle år siden fik hun en gastrisk bypass, og nu er hun kommet ned på 85 kilo – fra 135. Hun er smuk og slank og sund at se på, men for at hun kan blive indstillet til en operation, hvor hendes overflødige hud på armene og maven kan blive fjernet, skal hun have et BMI på under 25. Og da hun er lige så høj som mig, lander hun på det samme BMI som mig: 29,4 – altså lige på grænsen mellem overvægtig og fed.

Som hun sagde til mig “Jeg kan bare ikke tabe mig mere”, og jeg ved præcis hvordan hun har det. Jeg håber, lægerne kan se på hende, at hun har den vægt, hun skal have, og at de går med til at fjerne hendes ekstra hud. “Ellers får jeg det bare gjort for mine egne penge,” sagde hun, men hvor er det langt ude, hvis det skal komme så vidt. Jeg er ikke ubetinget begejstret for den slags operationer, men så længe, det er det eneste, vores sundhedssystem kan komme op med af løsningstilbud for svært overvægtige, er de sgu nødt til at gå hele vejen. Synes jeg.

Et godt eksempel på, hvor langt ude hele diskussionen om BMI er, er denne samling af fotos af kvinder og deres BMI.

Enhver med øjne i hovedet kan jo se, at det er fuldkommen absurd at betegne en kvinde som hende her som værende overvægtig! 




Men altså. Sådan går det, når man tror alle kroppe og mennesker er ens, og at vi allesammen kan måles efter de samme skemaer og kriterier.

Hvad skete der med at lade hver enkelt afgøre, hvad vedkommende vil og skal veje? Jeg har aldrig haft et bedre kondital, blodtryk eller kolesteroltal end jeg har nu. Og jeg har aldrig været gladere for mig selv og for mit liv, end jeg er nu – og jeg har vel at mærke haft perioder i mit voksenliv, hvor jeg har haft et BMI på under 25. Det har bare aldrig nogensinde haft nogen indflydelse på min livsglæde. Omvendt har min livsglæde haft stor indflydelse på mit BMI. Go figure ...

Lige da bogen udkom var jeg i Aftenshowet for at tale om netop dette emne, og jeg fik så mange reaktioner bagefter. Der var vildfremmede mennesker, der ringede til mig efter programmet for at takke mig. En græd af lettelse over, at nogen endelig turde stille sig op og sige, at det altså sagtens kan lade sig gøre at være både sund og glad for sig selv uden at have et BMI på under 25. Siden da har jeg fået masser af mails og facebook-beskeder om det samme, så det er åbenbart et emne, der trænger til at blive belyst.

Der er nogle, der mener, at ens livvidde i forhold til ens højde siger meget mere om ens sundhedstilstand, end BMI. Hvis du vil tjekke dit eget livmål, kan du gøre det her på siden .

Igen ligger jeg lige på grænsen mellem ok og for tyk, men så længe, jeg ikke får to maver i mine jeans, går det også nok, tænker jeg. 



                      BMI i 2009: 36,3                     BMI nu: 29,4

fredag den 25. november 2011

Sådan blev jeg glad for at løbe



Noget af det, jeg oftest bliver spurgt om, er hvor lang tid, der gik før jeg blev glad for, og ikke mindst god til at løbe. Det er meget svært at svare på, og jeg ved stadig ikke helt, om jeg vil sige, jeg er god til at løbe. Jeg løber ufatteligt langsomt, og jeg har efterhånden indset, at min drøm om at løbe et maraton nok aldrig kommer til at gå i opfyldelse. Men jeg er glad for at løbe. Superglad! Faktisk er jeg så glad for at løbe, at jeg uden at blinke kan sige, at jeg elsker det. 

Den tager vi lige igen:
Jeg elsker at løbe!
Alle, der kender mig, eller som har læst min bog ved, at den sætning stadig ikke giver mening inde i mit hoved. For er der nogen, der altid har hadet at løbe, så er det mig. I dag ved jeg, at det primært handler om, at jeg aldrig har gjort det, og at jeg aldrig har givet mig selv tid til at lære det. Men da jeg først gjorde det, kom jeg også til at elske det.

Den største forskel lå helt klart i, at jeg, for at lykkes, var nødt til at følge et løbeprogram. Det var et løbeprogram sammensat til mennesker som mig, der var ude af træning, og som var tunge. Det er bygget op sådan, at hvis du følger det og løber tre gange om ugen, vil du efter 12 uger kunne løbe knap en halv time uden at holde gå-pauser. Og kan du først løbe en halv time uden at gå, er man, i det flestes øjne, en rigtig løber. Og kan du løbe en halv time uden pauser, er det rigtig, rigtig sjovt at løbe. For så kan du begynde at eksperimentere med fart og intervaltræning. Hvis du vil. Du kan også bare løbe i dit eget tempo og nyde vejret, den friske luft og måsen på ham eller hende, der løber foran dig. For bare at nævne nogle eksempler.

Min første løbetur løb jeg den 28. august 2009 mellem kvart i og kvart over syv om aftenen. Det var i Frederiksberg Have, og hvis nogen på det tidspunkt havde standset mig og sagt “Andrea, om to år løber du her to-tre gange om ugen uden at være ved at falde død om”, ville jeg ikke have troet dem. Jeg troede vitterligt, jeg skulle dø første gang, jeg var ude at løbe. Jeg skulle løbe et minut og gå fem minutter, og det var det længste minut i hele mit liv. Men jeg blev ved, og ganske langsomt bredte løbeglæden sig i mit liv. 


Bemærk at jeg ikke løb alle 3,1 kilometer!

Min allerstørste sejr var, da jeg første gang løb rundt om alle søerne i København uden at holde pause. Det skete den 9. april 2010 mellem kl. 16 og 16.50, og bagefter var jeg så glad, at jeg var nødt til at sætte mig på en bænk og tude. Som belønning købte jeg en meget lækker dyne til mig selv, og hver aften, når jeg går i seng og trækker dynen op over snuden, tænker jeg på den dag. 
YAY!


Der er altså mange følelser forbundet med at løbe for mig. Det er ikke bare noget, jeg gør for at holde mig i form, men noget jeg gør, fordi jeg holder meget af det, og fordi det trigger en dyb følelse af stolthed og glæde i mig. En følelse, jeg kan bruge - og bruger - konstruktivt i alle dele af mit liv hver eneste dag.

Sådan har det naturligvis aldrig været, og da jeg i sin tid besluttede mig for, at det var løb, jeg ville kaste mig over, havde jeg ingen som helst idé om, at det var disse følelser, der ville komme i spil. Jeg havde en masse andre forventninger, og nogle af dem holdt stik, mens andre ikke gjorde. Jeg havde for eksempel forestillet mig, at jeg ville blive helt vildt tynd, når jeg begyndte at løbe. Det gjorde jeg ikke. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det er muligt at være en rigtig løber, selv om man ikke er tynd, og at min vægt ganske langsomt er krøbet i baggrunden i forhold til mit kondital og min generelle sundhed. Who would have known!?

“Så hvor lang tid gik der, før du blev glad for det? Svar dog, kvindemenneske?!” tænker du nok, og det kan jeg godt forstå. Jeg vil svare fire måneder. På det tidspunkt gik det op for mig, at det her kan jeg godt finde ud af, og jeg kunne se det for mig – at jeg ville blive god til det, hvis jeg bare holdt ved.

I min bog beskriver jeg det plateau, man skal over, når man vil indføre nye ændringer i sit liv. Det er som at bestige et bjerg, hvor du har en forestilling om, hvad der er på den anden side, men du ved det ikke. Det er ikke noget særlig stejlt bjerg, men til gengæld er det bredt. Og undervejs er det meget, meget nemt at give op og løbe nedad igen, for måske er der ikke, som man havde troet på den anden side, og måske orker man ikke fortsætte og giver op på halvvejen, fordi det tager så laaaaaang tid om at komme om på den anden side. Jeg håber, du forstår metaforen.

Hvis jeg nu ikke var blevet bidt af at løbe efter et halvt års tid, så havde jeg nok kastet mig over en anden motionsform. Hvilket jeg i øvrigt også har gjort. Nu her, når vejret er så ufatteligt uinspirerende at løbe i, spinner jeg mere end jeg løber. Principielt set kunne jeg sagtens løbe på løbebåndet i fitnesscenteret, men det er simpelthen så kedeligt, at jeg tror, jegs kal dø når jeg gør det. 9 ud af de 10 ting, jeg elsker allerhøjest ved at løbe falder væk, når jeg løber på løbebånd, og tilbage er den rædsomme, høje musik og sveddunsten, som er de ting, jeg mindst kan lide ved et fitnesscenter.

Læs her: Hvad skal jeg bruge for at komme ordentligt i gang med at løbe?


Dette er blot et lille udvalg af, hvad jeg har set på mine løbeture rundt omkring – der er da ikke noget at sige til, at jeg elsker det, hva'?!

Jacqueline Onassis Reservoir i Central Park, New York

 
Stenbjerg, Nationalpark Thy

torsdag den 24. november 2011

Hvad skal jeg bruge for at komme ordentligt i gang med at løbe?



Noget af det, jeg holder mest af ved at løbe er, at det er så nemt. Uanset hvor jeg er henne i verden, kan jeg komme ud at løbe en tur. Mange tror, at det er meget dyrt at komme i gang med at løbe, men sandheden er, at du i praksis kun behøver investere i én ting fra begyndelsen: 

De rigtige løbesko 

Et par gode løbesko, der passer til dig og din løbestil er alfa og omega, uanset om du vejer for meget eller ej. Du risikerer at skade dig selv rigtig grimt, hvis du løber i de forkerte sko, så vær god ved dig selv og invester i et par, der passer til dig og din løbestil. Jeg vil råde dig til at købe dine løbesko i en butik, der har et løbebånd, som de tester din løbestil på. En decideret løbebutik er at foretrække, da personalet alle selv er løbere og de ved supermeget om løb og om hvilke sko, der passer til dig. Jeg har købt løbesko hos Maraton Sport og hos Kaiser Sport i København, og har begge steder fået supergod betjening.

Du kan IKKE selv vurdere, hvilke sko, der er rigtige til dig – i al fald ikke, hvis du er nybegynder. Det kan godt være, de føles godt på foden osv. men der er helt andre regler for, hvad en god løbesko skal kunne, end tilfældet er for almindelige sko. Efterhånden som ens teknik ændrer sig – og den gør den, når man starter som nybegynder – ændrer ens behov for sko sig også. Jeg startede således ud med en meget neutral sko fra New Balance, og i dag har jeg et par løbesko fra Mizuno, der er affjedret på en helt anden måde end andre. For alle de løbesko jeg har haft er der et fællestræk: Det var ikke dem, jeg selv ville have valgt, hvis jeg ikke havde fået hjælp. Hvis jeg selv havde valgt, ville jeg have valgt nogle, der var alt for bløde, og som havde ydet for lidt støtte til mine fødder.

Så bottomline: Få god hjælp til at finde de rigtige sko. Du skal regne med, at de koster 1.500 kroner, og at de holder et halvt år, hvis du løber tre gange om ugen. Og ja, de fleste løbesko er pissegrimme, men sådan er det. Efter noget tid, ser du dem ikke som en pyntegenstand, men som en brugsgenstand, der skal fungere optimalt, og som skal hjælpe dig med at gøre det samme. 



De næste to punkter er også ret vigtigt, og til al held er de begge gratis: 
Et løbeprogram 

Mange begår den store fejl, at de bare giver sig til at løbe, og de giver den som regel for meget gas – med det resultat at de går døde i det, eller at de får skader. Nettet bugner af løbeprogrammer – et af dem er dette til begyndere, som med mine øjne ser meget fornuftigt ud.

Hvis du er overvægtig, er det en rigtig god idé at starte med et løbeprogram, som er tilpasset dig og din vægt. Du kan starte ud med det program, som jeg fik lagt i sin tid. Her kommer du i løbet af 12 uger til at kunne løbe i en halv time, hvis du løber tre gange om ugen. Du kan fint starte med at løbe to gange om ugen – eller én – og så supplere med fx gang. 



Hvis du er meget overvægtig, er det anbefalelsesværdigt at du starter ud med bare at gå, og ikke giver dig til at løbe, før du har vænnet din krop og dine ben til at blive brugt regelmæssigt. 
Gang er virkelig godt – og det er det for alle, uanset vægt, alder og konditionsniveau. Her er et gåprogram, hvor du i løbet af otte uger kommer op og gå fem kilometer. I løbet af de otte uger vil du helt sikkert mærke en stor forbedring i din kondition, og lur mig, om du ikke også vil kunne mærke det i din bukselinning. 


Et mål 
Det behøver bestemt ikke være at løbe maraton om et år, men uden et mål er det svært at opnå resultater. Vil du kunne løbe seks kilometer uden pauser? En halvmaraton? Eller vil du bare løbe tre gange om ugen i 30 minutter ad gangen? Del dit mål op i små delmål, så det ikke bliver uoverskueligt, og husk at belønne dig selv med noget godt, hver gang du har nået et mål. 

De næste punkter koster penge, og det er op til dig, om du vil investere i dem. Jeg anbefaler, at du gør:
En god sports-bh 
Især hvis du har en stor barm. Tænk panserværn og du er på rette vej – det er ikke kønt, men det er ikke specielt behageligt at løbe, mens forstavnen gungrer op og ned. Jeg køber mine i Change eller i Stadium.

En løbe-app 
Jeg brugte RunKeeper til iPhone helt fra begyndelsen, og det var superfedt at have en “dame i ørerne”, som holdt styr på, hvornår jeg skulle gå og hvornår jeg skulle løbe. Det kan du selvfølgelig godt gøre med et almindeligt ur, men jeg synes personligt, det er federe at slippe for at selv at holde styr på det. Det gør, at jeg nemmere kommer i flow og kan lade tankerne løbe frit i takt med fødderne, hvilket er en af de helt store grunde til, at jeg elsker at løbe. Samtidig kan du holde øje med, hvordan du udvikler dig i forhold til hurtighed, afstand osv. og det er sjovt at se, hvor langt, man har løbet i alt. Der findes en masse forskellige apps, og så vidt jeg lige kan lure, er der ikke den store forskel på, om du bruger Endomondo, Nike Fit, RunKeeper eller noget fjerde.

Med en løbe-app kan du også dele dine løbeture på Facebook og Twitter. Det har jeg selv gjort i perioder, og det kan være meget motiverende. Og så kan det være virkelig sjovt og provokerende at poste sin morgenløbetur på 7 kilometer en søndag morgen klokken 10, hvor de fleste andre ligger med tømmermænd og vånder sig på sofaen. (Og ja, det må man godt…)

I begyndelsen løb jeg med min telefon i et særligt hylster om armen, men det blev jeg træt af, så nu har jeg den i lommen på mine løbebukser. Inden jeg løber, pakker jeg den ind i Vita Wrap, da den ellers bliver meget våd af sved, hvilket den jo ikke har godt af. Hvis du nøjes med at lægge ét lag over skærmen, kan du sagtens sætte din app på pause, skifte musik eller sende en sms mens det er på.


Løbetøj 
Du kan i princippet godt løbe i en almindelig t-shirt og et par joggingbukser, men jeg synes personligt at løbetøj i et svedtransporterende materiale et stort must. Dels fordi det er meget mere behageligt at løbe i, da man ikke bliver klam, og dels fordi der er noget psykologisk meget tilfredsstillende i at købe et sæt decideret løbetøj.

Der findes alverdens former for løbetøj. I det hele taget er løbeverdenen fyldt med himmelråbende overflødige gadgets, hvis eneste funktion i mine øjne er at opretholde løbemotivationen hos dem, der i virkeligheden ikke er særlig glade for at løbe. De er sikkert også en hjælp, hvis du er sygeligt optaget af dine løbetider, træner til maraton eller noget i den stil. Men her i begyndelsen skal du bare investere i en t-shirt, et par tights og et par sokker, og så er du godt kørende. En løbejakke kan også være en god idé, hvis du vil løbe udendørs.

Som med alle andre typer tøj er der stor prisforskel alt efter hvilket mærke, du vælger. Jeg har løbetøj i mange forskellige mærker lige fra Nike til de billigste fra Stadiums egen kollektion, og jeg kan med fuld sikkerhed sige, at der ingen forskel er overhovedet. Er du overvægtig, skal du nok en tur omkring mændenes afdeling, da producenterne af sportstøj endnu ikke har fået ind i hovedet, at man sagtens kan være overvægtig og dyrke motion samtidig.

Jeg løber om vinteren, hvis der ikke er for glat, og til det formål har jeg indkøbt termoløbetøj, vanter, pandebånd osv. Det meste ryger dog af undervejs, da jeg bliver ekstremt varm, når jeg løber, men det er vigtigt at holde sig varm både før og efter, da du ellers risikerer skader, forkølelse og anden dårligdom.

En mp3-afspiller 

Det er fuldkommen essentielt for mig at kunne høre musik, mens jeg løber, og jeg bruger lang tid på at sammensætte mine løbe-playlister. I begyndelsen brugte jeg afspilleren i min iPhone, men jeg blev træt af at løbe med den om armen, så i dag har en lillebitte iPod Shuffle, som jeg kan sætte fast på min bluse med en lille clips, man man ikke kan mærke den.

Jeg går ikke så meget op i, om musikken passer til mit tempo. Jeg kan sagtens løbe hurtigt til en langsom sang, og langsomt til en hurtig sang, men jeg ved, at det er vigtig for nogle. På jog.fm kan du få eksempler på musik, der passer til dit løbetempo. I følge den skulle jeg tage og vælge nogle flere Lady Gaga-sange, når jeg løber. Det kommer aldrig til at ske. Til gengæld er der rigtig meget Foo Fighters, AC/DC, Queens of the Stone Age og Rammstein på mine løbe-playlister.

God løbetur!

torsdag den 17. november 2011

Don't worry ...

Nogle gange skal der ikke andet end et fjollet pindediagram til at minde en om, hvordan tingene egentlig hænger sammen ...


Smukke former. Synes jeg

For nylig havde Ekstra Bladet på deres hjemmeside en afstemning om hvorvidt Christina Aguilera var blevet for tyk, eller hun var lækker med sine nye former. Jeg savnede lidt svarmuligheden "Hvad i alverden rager det os hvad Christina Aguilera vejer", men sådan hænger verden desværre ikke sammen i dag. I al fald ikke, hvis du er kvinde og stikker næsen frem. 

For hvor mænd kan slippe afsted med at se ud og veje præcis hvad de vil (som min kloge og sjove veninde Kristine påpegede ville Ekstra Bladet jo aldrig oprette en afstemning om, om Jes Dorph var blevet for tyk ...), er der helt anderledes normer for kvinder. Således kunne man også i den seneste valgkamps sidste dage gætte på, hvor meget Helle Thorning Schmidt vejede. Som om det nogensinde havde sagt noget som helst om en politikers evner udi at lede et land.


Overalt hvor vi færdes, bliver vi bombarderet med billeder af, hvordan vi skal se ud, og der er sket ufattelig meget med vores opfattelse af kvinders kropsideal. Jeg synes fx, det er ret tankevækkende, at hvis Marilyn Monroe havde levet i dag, ville hun ryge i kategorien "plus size" ligesom Kate Winslet, Adele og Liv Tyler. Jeg synes, det er fuldkommen forrykt at vi i dag anser en størrelse 42 som en stor størrelse. Jeg mener - se dog på hende. Og på Kate Winslet! Lækre damer med lækre former, det er hvad de er, og hurra for det!