Jess' historie

Nogle gange hører man om en person, der har gjort det, der for de fleste af os lyder som en helt, helt umulig opgave. Sådan en er Jess, der på egen hånd har tabt 117 kilo. 117 kilo! Den lader vi lige stå lidt … 

Jeg hørte om Jess første gang gennem en tidligere kollega, der er ven med Jess. Han fortalte om denne her virkelig seje mand, der havde besluttet sig for at tabe sig, og som, da han nåede i mål rent vægtmæssigt, løb ind i en stor forhindring, da han gerne ville have fjernet den overflødige hud: Han kunne ikke få bevilget operationen, fordi han, med sine 88 kilo stadig havde et BMI over 25, og fordi han ikke havde fået en gastric bypass. Havde han det, havde han fået operationen med det samme. Det syntes hans venner ikke var i orden, så de samlede ind, så Jess kunne få operationen privat. Men Jess fortsatte sin kamp med sin læges store hjælp, og efter tre henvisninger, fik han til sidst operationen gennem det offentlige, og vennerne fik deres penge igen. 

Tusind tak til Jess for at dele sin inspirerende historie! Hvis du også har lyst til at blive interviewet til bloggen, hører jeg meget gerne fra dig. 

Jess Friis, 34 år

Hvordan kom du til at veje 205 kilo?

Det var en kombination af mange forskellige ting. Jeg arbejdede som sælger og havde dermed et meget stillesiddende arbejde og nogle lange arbejdsdage. Samtidig har jeg aldrig lært at spise sundt hjemmefra, og jeg har aldrig dyrket særlig meget motion. Så da jeg stille og roligt begyndte at tage på, vidste jeg faktisk ikke helt, hvordan jeg skulle gribe det an. I takt med, at jeg blev tykkere og tykkere, blev min kondi dårligere og dårligere, og i takt med at dét skete, orkede jeg mindre og mindre. Så det var en virkelig dårlig spiral, jeg var kommet ind i.

Jess, 205 kilo

Hvad var det, der gjorde, at du sagde, at nu var det nok?

Der var flere grunde. En af de største var frygten for at få diabetes, og frygten for ende som min gode ven, der i dag lever på et plejehjem som 49 årig. Dette skulle min dejlige, lille datter ikke opleve. Jeg havde det simpelthen så dårligt. Jeg blev forpustet af at gå 10 skridt, jeg havde voldsom astma og måtte bruge min astmaspray mange gange dagligt, og jeg var syg hver 3.-4. uge. På det tidspunkt mistede jeg mit arbejde, og jeg besluttede mig for at bruge noget tid på at komme i bedre form. Jeg havde ikke noget decideret mål til at begynde med – jeg ville bare gerne bevæge mig. Så jeg begyndte at styrketræne sammen med en kammerat i juli 2010. Efter 14 dage sprang han fra, men da var jeg kommet så godt i gang, at jeg holdt ved selv.

Hvordan greb du træningen an helt konkret? 

I begyndelsen trænede jeg en halv time to gange om ugen, og det satte jeg så langsomt op til tre gange 45 minutter, og så fremdeles.


Kørte du nogensinde træt i det? 

Nej, det synes jeg ikke. Men i januar sidste år, altså et halvt år efter, jeg var begyndt at træne, havde jeg “kun” tabt 25 kilo. Jeg havde regnet med, at det ville være mere, så jeg blev ret skuffet. Så jeg besluttede mig at kigge nøjere på min kost også. Jeg satte mig virkelig godt ind i, hvor mange kalorier, jeg havde brug for, hvordan jeg skulle træne fedtforbrænding/cardio og så videre, og så kløede jeg ellers bare på.

Fik du nogen former for hjælp, fx af en diætist eller en træner? 

Nej, overhovedet ikke. Det var vigtigt for mig at gøre det selv, også for ikke at få endnu et nederlag. Da jeg fik koblet kosten på, begyndte der virkelig at ske noget, og efter yderligere et halvt år, tabte jeg i gennemsnit 2,7 kilo om ugen, og efter et år havde jeg tabt 95 kilo. Jo mere, jeg tabte mig, jo mere motiveret blev jeg, og det var ret fedt. Undervejs supplerede jeg min kost med Nutramino shakes/energi-produkter, når jeg havde trænet. Det gjorde også en stor forskel.


Hvad var den største ændring, du lavede i forhold til din kost? 

Jeg indså helt fra begyndelsen af, at jeg ikke skulle gå på en kur, men ændre mine kostvaner så de kunne vare resten af mit liv. Så jeg begyndte at spise mindre portioner og flere måltider om dagen, og så skar jeg selvfølgelig ned på fedt og sukker og skruede op for fibre og grønt, sådan som alle ved, man skal. Jeg indregnede et stykke chokolade i min daglige kost for jeg havde brug for det, og jeg var bange for, det ville blive for surt ellers. Det fungerede rigtig fint, og jeg fik aldrig de der skøre cravings, man kan få, når man er på kur.


Hvordan reagerede din familie på dine nye vaner? 

Der er ingen tvivl om, at min kone var meget nervøs for mit helbred mens jeg var allerstørst, så hun har virkelig bakket mig op hele vejen igennem. Hun kender mig ud og ind, så hun har aldrig sagt noget om min vægt eller om sin nervøsitet, for hun vidste godt, at så ville jeg gå helt i baglås. Men hun fulgte mig madmæssigt herhjemme, og hun endte faktisk med at tabe 20 kilo på et år alene ved at ændre på sin aftensmad. Vores datter på fire år er begyndt at spørge til, om ting er sunde eller usunde, og jeg gør meget ud af at svare hende ordentligt, så hun lærer ting om sundhed hjemmefra, sådan som jeg ville ønske, jeg havde. Hun får en lille skål med slik hver fredag, og den kan holde en uge. Det er rart at se, at hun har et naturligt og afslappet forhold til det, synes jeg.


Er der noget, du ville have gjort anderledes, hvis du havde vidst det, du ved i dag? 

Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg overtrænede i en periode. Jeg var oppe på at træne seks dage om ugen i seks timer ad gangen, og det var alt, alt for meget. Jeg har prøvet at dehydrere og besvime to gange, og det siger sig selv, at det heller ikke er sundt. Men jeg tror, jeg har en natur, der gør, at jeg er nødt til at mærke hvor mine grænser går, og så ryger man altså ind i den slags. Men det er bestemt ikke noget, jeg vil anbefale!

Jess undervejs i sin forvandling

Nu hvor du vejer 88 kilo og har fået fjernet din overflødige hud, føler du dig så slank? 

Ja, så småt er mit hoved begyndt at følge med nu. Jeg har før overvejet, om jeg skulle begynde hos en psykolog, men jeg synes ikke, det er nødvendigt mere. Der var en periode, hvor jeg havde et usundt forhold til mad og træning, men jeg synes, jeg har styr på det nu. På et tidspunkt fik jeg virkelig dårlig samvittighed, hvis jeg fx spiste et stykke hvidt brød eller en flødebolle. Så følte jeg nærmest, at jeg tog på med det samme, og det er virkelig rart at være fri for dén. I aften skal jeg ud og spise burgere med min familie, og det kan jeg sagtens uden at få dårlig samvittighed. Jeg træner stadig, men slet ikke så meget som før. Jeg træner 4-6 gange om ugen, enten styrketræning eller cykling/løb. Jeg gør det selvfølgelig for at vedligeholde min nye form, men også for det velvære, det giver mig. Jeg kan godt se, jeg er blevet slank, men det sidder stadig ikke helt på rygraden. Somme tider bliver jeg mindet om det, fx som da jeg for nylig skulle til bryllup, og var nødt til at få syet mit jakkesæt ind – et jakkesæt jeg kunne passe for få måneder siden.

Hvad er den største forskel på dit liv nu og dit liv, da du vejede 205 kilo? 

Jeg er aldrig syg længere, og den astmaspray, jeg var nødt til at tage 30 gange om dagen, kan jeg nu begrænse mig til at bruge, hvis jeg en sjælden gang i mellem løber i frostvejr. Så det er et helt andet liv.


Hvad er dit bedste råd til andre, der vejer for meget? 

Lad være med at sige ja til en bypass-operation. Der er så mange komplikationer forbundet med det, og så mange bivirkninger på lang sigt, som vi ikke kender endnu. Jeg har altid været imod det, også da jeg vejede 205 kg, og jeg har aldrig selv være fristet til at få en operation, selv om jeg har fået tilbuddet flere gange. Det er en ting, jeg ikke forstår ved vores system: at fedmeoperationer er det første, man tyr til, når en overvægtig skal have hjælp til at komme ned i vægt. Jeg har valgt at stå frem, som jeg gør, for at vise, at det kan lade sig gøre at tabe sig mange kilo uden de operationer, men at det kræver en stor indsats. Og den indsats skal folk selvfølgelig have hjælp til at klare, hvis de ikke kan gøre det på samme måde, som jeg kunne. Det andet er simpelthen for uholdbart i længden, og ikke mindst en kæmpe økonomisk byrde på samfundet, som på ingen måder kan være rimeligt. En bypass-operation er i min verden sidste udvej, og kun sidste udvej.

Og så vil jeg da generelt sige til andre, at de skal lytte til sig selv. I langt de fleste tilfælde ved vi jo godt, hvad der er det rigtige for os at gøre, og jeg tror, vi når meget længere ved at lytte til os selv, fremfor hvis vi bare retter os efter andres krav.

Jess, 88 kilo

Jeg skal hilse fra Jess og sige, at han meget gerne hjælper med gode råd. Du kan skrive til Jess her