Sådan blev jeg glad for at løbe

Noget af det, jeg oftest bliver spurgt om, er hvor lang tid, der gik før jeg blev glad for, og ikke mindst god til at løbe. Det er meget svært at svare på, og jeg ved stadig ikke helt, om jeg vil sige, jeg er god til at løbe. Jeg løber ufatteligt langsomt, og jeg har efterhånden indset, at min drøm om at løbe et maraton nok aldrig kommer til at gå i opfyldelse. Men jeg er glad for at løbe. Superglad! Faktisk er jeg så glad for at løbe, at jeg uden at blinke kan sige, at jeg elsker det. 

Den tager vi lige igen:
Jeg elsker at løbe!
Alle, der kender mig, eller som har læst min bog ved, at den sætning stadig ikke giver mening inde i mit hoved. For er der nogen, der altid har hadet at løbe, så er det mig. I dag ved jeg, at det primært handler om, at jeg aldrig har gjort det, og at jeg aldrig har givet mig selv tid til at lære det. Men da jeg først gjorde det, kom jeg også til at elske det.

Den største forskel lå helt klart i, at jeg, for at lykkes, var nødt til at følge et løbeprogram. Det var et løbeprogram sammensat til mennesker som mig, der var ude af træning, og som var tunge. Det er bygget op sådan, at hvis du følger det og løber tre gange om ugen, vil du efter 12 uger kunne løbe knap en halv time uden at holde gå-pauser. Og kan du først løbe en halv time uden at gå, er man, i det flestes øjne, en rigtig løber. Og kan du løbe en halv time uden pauser, er det rigtig, rigtig sjovt at løbe. For så kan du begynde at eksperimentere med fart og intervaltræning. Hvis du vil. Du kan også bare løbe i dit eget tempo og nyde vejret, den friske luft og måsen på ham eller hende, der løber foran dig. For bare at nævne nogle eksempler.

Min første løbetur løb jeg den 28. august 2009 mellem kvart i og kvart over syv om aftenen. Det var i Frederiksberg Have, og hvis nogen på det tidspunkt havde standset mig og sagt “Andrea, om to år løber du her to-tre gange om ugen uden at være ved at falde død om”, ville jeg ikke have troet dem. Jeg troede vitterligt, jeg skulle dø første gang, jeg var ude at løbe. Jeg skulle løbe et minut og gå fem minutter, og det var det længste minut i hele mit liv. Men jeg blev ved, og ganske langsomt bredte løbeglæden sig i mit liv. 

Bemærk at jeg ikke løb alle 3,1 kilometer!

Min allerstørste sejr var, da jeg første gang løb rundt om alle søerne i København uden at holde pause. Det skete den 9. april 2010 mellem kl. 16 og 16.50, og bagefter var jeg så glad, at jeg var nødt til at sætte mig på en bænk og tude. Som belønning købte jeg en meget lækker dyne til mig selv, og hver aften, når jeg går i seng og trækker dynen op over snuden, tænker jeg på den dag. 

YAY!

Der er altså mange følelser forbundet med at løbe for mig. Det er ikke bare noget, jeg gør for at holde mig i form, men noget jeg gør, fordi jeg holder meget af det, og fordi det trigger en dyb følelse af stolthed og glæde i mig. En følelse, jeg kan bruge - og bruger - konstruktivt i alle dele af mit liv hver eneste dag.

Sådan har det naturligvis aldrig været, og da jeg i sin tid besluttede mig for, at det var løb, jeg ville kaste mig over, havde jeg ingen som helst idé om, at det var disse følelser, der ville komme i spil. Jeg havde en masse andre forventninger, og nogle af dem holdt stik, mens andre ikke gjorde. Jeg havde for eksempel forestillet mig, at jeg ville blive helt vildt tynd, når jeg begyndte at løbe. Det gjorde jeg ikke. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det er muligt at være en rigtig løber, selv om man ikke er tynd, og at min vægt ganske langsomt er krøbet i baggrunden i forhold til mit kondital og min generelle sundhed. Who would have known!?

“Så hvor lang tid gik der, før du blev glad for det? Svar dog, kvindemenneske?!” tænker du nok, og det kan jeg godt forstå. Jeg vil svare fire måneder. På det tidspunkt gik det op for mig, at det her kan jeg godt finde ud af, og jeg kunne se det for mig – at jeg ville blive god til det, hvis jeg bare holdt ved.

I min bog beskriver jeg det plateau, man skal over, når man vil indføre nye ændringer i sit liv. Det er som at bestige et bjerg, hvor du har en forestilling om, hvad der er på den anden side, men du ved det ikke. Det er ikke noget særlig stejlt bjerg, men til gengæld er det bredt. Og undervejs er det meget, meget nemt at give op og løbe nedad igen, for måske er der ikke, som man havde troet på den anden side, og måske orker man ikke fortsætte og giver op på halvvejen, fordi det tager så laaaaaang tid om at komme om på den anden side. Jeg håber, du forstår metaforen.

Hvis jeg nu ikke var blevet bidt af at løbe efter et halvt års tid, så havde jeg nok kastet mig over en anden motionsform. Hvilket jeg i øvrigt også har gjort. Nu her, når vejret er så ufatteligt uinspirerende at løbe i, spinner jeg mere end jeg løber. Principielt set kunne jeg sagtens løbe på løbebåndet i fitnesscenteret, men det er simpelthen så kedeligt, at jeg tror, jegs kal dø når jeg gør det. 9 ud af de 10 ting, jeg elsker allerhøjest ved at løbe falder væk, når jeg løber på løbebånd, og tilbage er den rædsomme, høje musik og sveddunsten, som er de ting, jeg mindst kan lide ved et fitnesscenter.

Læs her: Hvad skal jeg bruge for at komme ordentligt i gang med at løbe?

Dette er blot et lille udvalg af, hvad jeg har set på mine løbeture rundt omkring – der er da ikke noget at sige til, at jeg elsker det, hva'?!

Jacqueline Onassis Reservoir i Central Park, New York

 

Stenbjerg, Nationalpark Thy